Veganerpartiets leder trækker sig med øjeblikkelig virkning

Partileder Henrik Vindfeldt går af dagen før Veganerpartiets landsmøde.

Partileder Henrik Vindfeldt trækker sig fra posten som partileder i Veganerpartiet. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Forud for morgendagens landsmøde i Veganerpartiet trækker partileder Henrik Vindfeldt sig fra sin post med øjeblikkelig virkning.

Det fortæller partiets pressechef, Lars Corvinius Olesen, til DR Nyheder.

- Han træder ned af personlige årsager. Han har det ikke godt og vælger derfor at trække sig fra partiet for at få fokus på privaten, og det respekterer vi i partiet, siger han.

Henrik Vindfeldt var med til at stifte Veganerpartiet i 2018, og i august sidste år opnåede partiet de nødvendige 20.182 vælgererklæringer, der kræves for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

I dén forbindelse valgte medstifter og daværende leder Michael Monberg at træde tilbage.

Det er anden gang på kort tid, at Veganerpartiet skal finde en ny leder. Hvad er årsagen til det?

- Der er meget pres på sådan et nyt projekt, og der er mange beslutninger, som skal tages. Det er ikke nemt at drive en frivillig organisation på den måde. Det er, fordi det er med hjertet i front, og Henrik har brug for lidt tid til sig selv nu, siger Lars Corvinius Olesen.

Men hvorfor vælger han at trække sig dagen inden landsmødet?

- Det har han nok sine årsager til, men vi har jo et landsmøde, hvor vi vælger nye kræfter og får skabt en samling på det hele, fortæller Lars Corvinius Olesen og fortsætter:

- Jeg tror, at han tog beslutningen nu, hvor vi kan tage stilling til det, frem for efter landsmødet.

Dom har muligvis haft betydning

I december sidste år blev Henrik Vindfeldt idømt 30 dages betinget fængsel for ulovlig indtrængen på en svinefarm.

Formålet med besøget var at filme grisene på farmen og dermed sætte fokus på dyrevelfærd.

Og pletten på straffeattesten kan meget vel have været medvirkende årsag til Henrik Vindfeldts beslutning, lyder det fra partiets pressechef:

- Det fylder helt sikkert for Henrik, men det er kun fra egen udlægning. Det vil jeg tro, for det ville det gøre for mig. Det er ikke hovedbegrundelsen, men det er helt sikkert noget, der gør, at han får meget at se til.

Så sent som den 8. juni interviewede DR Nyheder den nu afgående formand om det forestående landsmøde. (Foto: Asger Ellekrog © DR)

Men har I bedt ham om at trække sig fra posten?

- Nej, det har vi ikke, fortæller Lars Corvinius Olesen.

Spørgsmålet om, hvorvidt partiet fortsat vil stå for den karakteristiske aktivistiske stil, blev bragt på banen, da Veganerpartiet holdt pressemøde i september 2020, i kølvandet på at partiet altså var blevet opstillingsberettiget. Her afviste Henrik Vindfeldt, at Veganerpartiet ville fortsætte med ulovlig aktivisme.

- Ikke længere. Vi har indsamlet den dokumentation, vi skulle bruge, de sidste to år, sagde partilederen og tilføjede:

- Vi kommer ikke ud og besøger dem (staldene, red.) med et kamera.

Veganerpartiet holder landsmøde i morgen som planlagt. Det bliver dog uden den afgående frontfigur, som stadig er medlem af partiet.

Bestyrelsen skal nu finde en midlertidig formand, indtil medlemmerne om otte uger skal udpege en endelig afløser.

Det sker i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling, oplyser Veganerpartiets pressechef.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Vindfeldt selv, men han bekræfter over for DR Nyheder, at han forlader posten som partileder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk