Venner og fjender mindes Jesper Langballe

Politiske venner og fjender mindes Jesper Langballe med ord som munter og vidende. Også selvom de bestemt ikke var enige med ham.

Folketingsdebat. I dag døde Jesper Langballe, han blev 74 år. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Selvom man kunne være uenig med Jesper Langballe, skorter det ikke på pæne mindeord for ham på de sociale medier:

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll skriver på Facebook: - Har med sorg modtaget meddelelsen om Jesper Langballes død. Da jeg som 27-årig kom i Folketinget var han en af dem, jeg tog mange debatter med. Altid med gensidig respekt og altid med viden og med et glimt i øjet.

- Jeg har skændtes, snakket, festet og grinet med Jesper, som jeg vil savne som menneske. Han stod for frisind i forskningen, gav intet for sundhedsfanatikerne og havde en stor liberalitet for en DF'er. Æret være hans minde!

Bankede på forkert dør

Fra den modsatte side i Folketingssalen mindes man også den nu afdøde præst, journalist og politiker.

Rasmus Prehn (trafikordfører for Socialdemokraterne) skriver på Twitter: Jesper Langballe er død. Det gør mig ondt. Vi var uenige om det meste, men Jesper var en god og sjov kollega. Hvil i fred!

Nadeem Farooq (R) skriver også på Twitter: - Hvil i fred, Jesper! Det var altid muntert, de gange du bankede på hos mig - i den tro, at du ville finde Messerschmidt.

Fest og ballade til det sidste

Også Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, siger rosende ord om Langballe.

Til tv2.dk siger hun: - Han var til fest og ballade til det sidste. Han var glad for at sidde og hygge sig med en god whiskey over en snak, og han kunne udbrede sin viden, og han var god at debattere med. Vi kunne alle lide ham, og alle havde en svaghed for Jesper Langballe.

Dansk Folkepartis nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, udtrykker stor sorg over Langballes død.

- I sit liv nåede han mere end de fleste. Hans liv var især præget af en uegennyttig og utrættelig indsats for Danmark. Han kæmpede for det, han troede på, siger Kristian Thulesen Dahl.

Kulturkamp

Han roser især sin afdøde ven og "menings- og kampfælle" for den såkaldte kulturkamp, som Langballe førte, fra han blev valgt ind i Folketinget i 2001.

Partikollega og medlem af EU-parlamentet, Morten Messerschmidt skriver på Twitter:

- Jeg mindes årene i Folketinget med Jesper Langballe og glædes ved vort venskab til det sidste. Stort savn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk