Venstre-bagland i hård kritik af Løkke: Nok må være nok

Lars Løkke Rasmussen bliver mødt med krav fra egne rækker om at lægge alle tal frem, så Venstres bagland får fuldt indblik i, hvor mange penge, han selv har betalt af de 152.000 kroner, som Venstre har brugt på tøj til ham.

Lars Løkke Rasmussen svarer på spørgsmål om Venstres køb af tøj.

Kritikken regner nu ned over Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Og den bliver leveret fra Venstres egne rækker.

DR Nyheder har talt med en stribe af Venstres lokalformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer, og flere er mildt sagt ikke er imponeret over, at deres partiformand har fået Venstres partikasse til at finansiere habitter, sko og underbukser for i alt 152.000 kroner.

Løkke burde betale sit tøj selv, mener Venstres lokalformand på Lolland, Benny Damgaard, der også er medlem af Venstres hovedbestyrelse.

- Det er forkasteligt, at en borgerlig politiker opfører sig på den måde. Venstre kan ikke blive ved med at stå model til det her mere med bilagssag på bilagssag. På et eller andet tidspunkt må nok være nok. Der bør være en grænse. Og den er nået nu, siger Benny Damsgaard.

Hovedbestyrelsesmedlem kræver åbenhed

Samme toner lyder fra Venstres lokalformand i Låsby.

- Jeg er mest skuffet over, at når man tjener langt over en million, at man så ikke lige selv kan købe sine underbukser, siger Jørgen Jakobsen, Venstres lokalformand i Låsby.

- Rent moralsk kan det med vestjyske øjne være lidt uheldigt eller meget uheldigt. Det er ikke det, der er kendetegnende for et vestjysk venstremedlem, siger lokalformand i Lemvig, Tage Rækby, der også er medlem af Venstres hovedbestyrelse.

Hovedbestyrelsesmedlem Benny Damgaard ønsker, at der nu bliver indkaldt til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Venstre om sagen.

Hovedbestyrelse skal have klart svar

Ellers må Venstres organisation sende en skriftlig redegørelse, så alle tal kommer på bordet til både hovedbestyrelsen og offentligheden, lyder det.

- Selvfølgelig skal der være åbenhed om, hvor meget Løkkes tøjforbrug har kostet Venstres partikasse. Det må Løkke give os i Venstres hovedbestyrelse klart svar på. Og det bør ske så hurtigt som muligt, så vi kan få rene linjer, siger Benny Damgaard.

Venstres partisekretær, Claus Richter, har understreget, at Venstre har betalt for tøj til Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med partiaktiviteter som valgkamp og photo shoots.

Alt tøj, som Lars Løkke Rasmussen, efterfølgende har taget ud til privat brug, har Løkke selv betalt for, oplyser Claus Richter.