To Venstre-folk trækker sig: Partistøtte til Kristian Jensen og Inger Støjberg blev ikke indberettet

Tre år i træk har formand og kasserer undladt at indberette økonomiske bidrag til ministre og folketingspolitikere.

Finansminister Kristian Jensen (V) skriver på Facebook, at han er tilfreds med, at formanden og kassereren nu trækker sig. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Flere af Venstres ministre og folketingspolitikere har modtaget økonomiske bidrag, som ikke er blevet indberettet efter reglerne for partistøtte.

Det koster nu Christian Juhl, formand for Venstres bestyrelse i Region Midtjylland, og Ernst Kronvold Frederiksen, kasserer i bestyrelsen, deres poster.

De trækker sig med øjeblikkelig virkning. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad fredag.

De to mænd har ifølge mediet undladt at indberette, hvor mange penge Venstres folketingskandidater i Region Midtjylland har modtaget tre år i træk. Det drejer sig om årene 2014, 2015 og 2016.

De private bidrag er givet til finansminister Kristian Jensen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Derudover drejer det sig også om Jakob Ellemann-Jensen, Michael Aastrup Jensen, Britt Bager, Kristian Pihl Lorentzen og Thomas Danielsen, skriver Viborg Stifts Folkeblad. De er alle valgt i Region Midtjylland.

Finansministeren er rasende

Venstres partiforeninger i de enkelte folketingskredse skal indberette til Venstres regionsbestyrelse, hvor mange private bidrag på over 20.000 kroner kandidaterne har modtaget.

Det er ifølge Venstre sket. Men regionsbestyrelsen har derimod ikke indberettet tallene videre til Region Midtjylland, som de skal ifølge reglerne.

Finansminister Kristian Jensen er rasende over sagen, skriver han på Facebook.

- Jeg er p.... sur! Min kreds har indberettet sponsorer i fuld tillid til, at det blev videresendt til de rigtige myndigheder. At det ikke er sket, det er utilgiveligt, og derfor er jeg tilfreds med, at formanden og kassereren nu trækker sig, skriver finansministeren.

Sagen ærgrer Venstres partisekretær, Claus Richter.

- Der er ingen, der er mere ærgerlig over denne situation end Venstre og de berørte folketingsmedlemmer, som i god tro har indberettet til Venstre i Region Midtjylland, siger partisekretæren i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at han er tilfreds med, at formanden og kasseren har besluttet at trække sig.

/ritzau/