Det bliver ikke på Venstres vagt, at den såkaldte Arne-pension bliver afskaffet.
I en fælles kronik i Avisen Danmark tirsdag aften skriver Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, finansordfører Troels Lund Poulsen og beskæftigelsesordfører Hans Andersen, at Venstre ikke går til valg på at afskaffe Arne-pensionen.
- Venstre ønsker ikke at rulle Arne-pensionen tilbage efter et valg, når vi forhåbentlig får et flertal bag en borgerlig-liberal statsminister.
- Tusindvis af mennesker har en berettiget forventning om at kunne gå på tidlig pension, og det vil vi gerne skabe tryghed om. Og så handler det om, at vi konstaterer, at et stort og bredt flertal i Folketinget har fredet ret til tidlig pension, Arne-pensionen, siger Hans Andersen (V) til DR.
Fredningen sker til trods for, at Venstre tidligere har været modstander af Arne-pensionen.
Hos blokkammeraterne fra Konservative er der dog ikke megen forståelse for, at Venstre har valgt at frede Arne-pensionen, fortæller politisk ordfører Mette Abildgaard (K).
- Konservative er rigtig ærgerlige over, at Venstre har ændret holdning i den her sag og nu vil frede Arne-pensionen, siger Mette Abildgaard.
Hun fortæller, at Konservative stadig går ind for at afskaffe Arne-pensionen. Men det gør Venstre altså ikke længere.
Konservative har kritiseret den her ændrede mening, I kommer med. Kan du forstå, at de kritiserer det?
- Jeg har respekt for, at Det Konservative Folkeparti mener det, de gør, om Arne-pensionen. Men vi ønsker i Venstre at slå fast, at vi ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage.
- Der er et bredt og stort flertal i Folketinget, der ønsker at bevare den, og vi har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension. Det respekterer vi, og det er derfor, vi kommer med den melding i dag (tirsdag, red.), siger Hans Andersen.
Hans Andersen, beskæftigelsesordfører for Venstre, forklarer, hvorfor Venstre nu kommer med meldingen om Arne-pensionen:
Hos Konservative giver de ikke meget for argumentet om, at der er et bredt politisk flertal bag Arne-pensionen.
- Der er ikke nogen, der aner, om der vil være et bredt politisk flertal for Arne-pensionen efter et valg, siger Mette Abildgaard.
Et argument for fredningen af Arne-pensionen har for Venstre været, at man vil skabe tryghed for dem, der har tilrettelagt sin pensionstilværelse efter muligheden for at komme på Arne-pension, forklarer Hans Andersen.
Hos Konservative mener man heller ikke, at det ville være fair at afskaffe Arne-pensionen med et øjebliks varsel, fastslår Mette Abildgaard.
- Det gav mening at snakke om, hvordan man lavede en udfasning, der var fair overfor de forventninger, folk måtte have, men at frede den fuldstændig har jeg ikke meget forståelse for, siger hun.
S: Venstre på tilbagetog
Hos Socialdemokratiet betragtes Venstres fredning af Arne-pensionen som "en kæmpe sejr" og et "tilbagetog" for Venstre, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Avisen Danmark.
- Det står klart, at det ikke er en helhjertet fredning af retten til tidlig pension. Det er, fordi Venstre føler sig tvunget til det. Det er langtfra givet, at Jakob Ellemann bliver blå bloks statsministerkandidat, og både Konservative og Liberal Alliance er meget opsatte på, at retten til tidlig pension skal afskaffes igen, siger Peter Hummelgaard.
Hans Andersen mener dog ikke, at Venstre er på tilbagetog.
Socialdemokratiet kalder det en stor sejr for dem og siger, I er på et tilbagetog. Er I på tilbagetog?
- Nej, det her handler om, at vi konstaterer, at der er et stort og bredt flertal i Folketinget, der ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage og tusindvis af mennesker skal kunne have tryghed om deres pensionstilværelse, og derfor ønsker vi ikke at rulle Arne-pensionen tilbage efter et folketingsvalg.
- Jeg havde da håbet på, at beskæftigelsesministeren og Socialdemokratiet blot ville være meget tilfredse med, at der nu er større opbakning bag Arne-pensionen, siger Hans Andersen.