Venstre har fordelt ordførerskaber: Ingen til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen

Det er ifølge Jakob Ellemann-Jensen deres eget ønske ikke at få et ordførerskab.

Jakob Ellemann-Jensen understreger, at ordførerne er valgt efter kompetenser. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På Venstres gruppemøde her til morgen blev den endelige kabale lagt for, hvilke ordførerskaber medlemmerne i Venstres folketingsgruppe skal have.

Her blev det besluttet, at tidligere næstformand Kristian Jensen ikke får en ordførerpost. Det er efter eget ønske.

Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, bliver medlem af Udenrigspolitisk Nævn, men får heller ikke en ordførerpost.

- Vi har nu lavet vores endelige konstituering efter nogle justeringer, som følge af ændringen i Venstres ledelse, siger formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Justeringen drejer sig om posten som sundhedsordfører. Den har Sophie Løhde tidligere haft, men efter at hun blev politisk ordfører, har den plads været ledig.

Den får Martin Geertsen nu.

Kristian Jensen skal bruges i klimaforhandlinger

Kristian Jensen har ifølge Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ønsket en mere fri rolle i Venstre folketingsgruppe, og det glæder formanden.

- Det giver mig mulighed for at bruge en vægtig og vigtig brik som Kristian Jensen til at lægge tyngde i de forhandlingsforløb, som vi står over for. Første gang, hvor jeg har tænkt mig at spille med Kristian Jensen bliver, når vi skal til at tale klimalov, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen bemærker sig også, at stemningen inde ved gruppemødet var god, eftersom at der ikke er blevet lækket noget til pressen vedørende fordelingen af poster.

Derudover fortæller han, at ordførerskaberne er blevet fordelt på baggrund af kompetencer og efter et ønske om at lave så lille en rokade af poster i forhold til eksisterende poster, som mulig.

Martin Geertsen som sundhedsordfører er den eneste ændring i ordførerskaber, som Venstre foretager.

Facebook
Twitter