Venstre i åbent skænderi med DF om grænsekontrol

En gratis omgang at bede om grænsekontrol, siger V. Strudsementalitet at lade være, lyder det fra DF.

Dansk Folkepartis Søren Espersen forstår ikke, at den danske regering ikke kopierer Sverige og indfører midlertidig grænsekontrol. Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, kalder Espersens kritik for "en gratis omgang". (© (c) Scanpix)

Venstre og Dansk Folkeparti er endt i et åbent skænderi, efter at Sverige har besluttet at indføre midlertidig grænsekontrol.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kalder det "strudse-facon", at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke vil gøre som svenskerne.

- Jeg troede, at når Sverige indførte grænsekontrol, så fulgte vi trop. Det andet er det, man kan kalde strudsementalitet, hvor vi alle sammen vender kinden til, og så går det nok over, siger Søren Espersen.

Men Løkke siger, at det vil betyde, at vi får flere asylansøgere i Danmark med grænsekontrol. Kan det ikke være rigtigt?

- Men det er hele sygdommen i Schengen-systemet og Dublin-systemet. Det holder ikke. Alle tror på en eller anden måde, at vi skal hjælpe hinanden, og så går det nok. Hvert enkelt land er nu nødt til at hytte sit eget skind, og vi har som danske politikere et ansvar for Danmark, siger Søren Espersen.

V: Det er for at vise handlekraft

Den udlægning møder kraftig kritik fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, der kalder det "en gratis omgang".

- Man må sige, at det er en gratis omgang at komme og bede om mere grænsekontrol, fordi det virker meget handlekraftigt og som om, at nu gør man noget. Men de partier, der går ud og agiterer for det, glemmer at fortælle, hvad konsekvenserne er, siger han:

- Konsekvensen ved at indføre grænsekontrol (i Danmark, red.) er, at de mennesker, der ønsker at måtte rejse videre til Sverige, fratages den mulighed, men i stedet opfordres til at søge asyl i Danmark. Det tror jeg ikke er ønsket fra DF, LA og K, siger Jakob Ellemann-Jensen.

EU-professor Marlene Wind forklarer, at det er fuldstændig i overensstemmelse med de gældende regler, når Sverige indfører midlertidig grænsekontrol.

Danmark kan reelt set gøre det samme, men det kræver dokumentation for, at der er en akut trussel mod den offentlige orden - lige som i Sverige i øjeblikket.

Facebook
Twitter