Venstre: Ja, vi indskrænker ytringsfriheden

Venstres integrationsordfører medgiver, at regeringen i kampen mod radikal islamisme samtidig indskrænker ytringsfriheden

Regeringen vil sammen med et flertal i Folketinget gøre det kriminelt for imamer at komme med udtalelser, der undergraver den danske lovgivning. Det er ifølge partierne en del af kampen mod radikalisering, men det er også en indskrænkning af ytringsfriheden, erkender regeringen nu.

- Ja, det er det (en indskrænkning, red.). Men der er jo indskrænkninger på en række områder. Vi lever i en verden, der udvikler sig, og når vi ser nye problemstillinger, er vi nødt til at tilpasse vores love, siger Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth i Debatten på DR2.

Vi ofrer en lille bid demokrati for at beskytte friheden

Den forklaring køber Ekstra Bladets opinionsredaktør, Mads Kastrup, dog ikke.

- For at bevare ytringsfriheden skærer vi bidder af den. Frihedsrettighederne er ikke noget, man kan låse ned i kælderen under Nationalmuseet indtil bedre, mindre urolige tider. Hvori består visdommen i at træde på den første sten på den sti, der fører til at blive som dem, vi er imod? Jeg kan ikke forstå det, siger Mads Kastrup.

Men det er der ifølge Marcus Knuth en god grund til.

- Det er meget simpelt. Vi ser noget, der truer vores samfund; folk der opfordrer til, at det danske demokrati skal erstattes af sharia, der grunder i koranen, siger han og svarer på Clement Kjersgaards spørgsmål, om vi for at sikre demokratiet må ofre noget af det.

- En lille bid for at beskytte friheden, ja.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard spørger: Hvem truer de danske værdier?

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57326fd56187a419d8bb29c8

Facebook
Twitter