Venstre-kandidat: Partiets udgifter til Løkke kan ikke forsvares

Giv os konkrete svar og lad være med at forsvare ting, der ikke kan forsvares. Sådan lyder det nu fra Venstres kandidat til Europa-Parlamentet, Jess Myrthu.

De seneste dages bilagsafsløringer om partikassens finansiering af Lars Løkke Rasmussens tøj, en Mallorca-rejse og rengøring af hotelværelse efter rygning kan ikke forsvares.

Sådan lyder det søndag fra Venstres egen kandidat til Europa-Parlamentet, Jess Myrthu.

- Lad være med at forsvare ting, som ikke kan forsvares. Hvis der er en god forklaring, så kom med den, men den har jeg altså ikke hørt endnu, siger han til dr.dk.

Kritikken er direkte henvendt til Venstres Claus Hjort Frederiksen, som under hele sagen har forsvaret partiet og formanden. Senest undskyldte han Løkkes rygning på et hotelværelse med træthed.

- Jeg har set toperhvervsfolk stå ved hotelindgange og ryge. Og de har altså også nogle meget hårde job, forklarer Jess Myrthu.

Tillid til formand svinder

De mangelfulde svar fra Venstre-toppen begynder at tære på tilliden til partiets formand:

- Overordnet har jeg stadig tillid til Lars Løkke Rasmussen politisk, men jeg må indrømme, at jo længere tid, der går, inden vi får svar, så svinder den tillid.

- Jeg kan ikke leve med at stå på gader og stræder uden at kunne give folk svar, siger Jess Myrthu til dr.dk med henvisning til sin valgkamp.

Lørdag kritiserede flere Venstre-kandidater til Europa-Parlamentet Lars Løkke Rasmussens sager for at ødelægge deres valgkampagne.

Er alle skattelove overholdt?

Derfor siger han nu direkte til Venstres top, at der må falde konkrete svar nu.

- Jeg behøver ikke dokumentation, jeg behøver bare et ædrueligt svar. Ja eller nej, har Venstre og formanden overholdt alle skattelove? Det vil jeg gerne have svar på. Ikke et 'ved ikke' eller 'det her er et internt anlæggende', siger Jess Myrthu.

Ifølge EP-kandidaten har Venstre en ekstra forpligtelse, fordi partiet tidligere selv har forlangt præcis det samme af sin politiske modstander.

- Fordi vi selv, altså Venstre-folk selv, krævede voldsomt af en anden politiker, nemlig Helle Thorning-Schmidt, at hun lagde alt frem for kort tid siden, siger han med henvisning til Helle Thornings skattesag.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra Claus Hjort Frederiksen.

Se et interview med Jess Myrthu på DR2 øverst i artiklen

Facebook
Twitter