Forsvarsminister og formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen (V) har truffet det helt rette valg, når han vælger at trække sig for en periode, gå på orlov og passe på sig selv og sit helbred.
Og så giver hans orlov anledning til at kigge på arbejdspresset i toppolitik generelt.
Sådan lyder det fra flere af Ellemanns partikollegaer her til formiddag.
- Jeg synes, han har valgt det eneste fornuftige, siger Lars Christian Lilleholt, medlem af Folketinget for Venstre.
Samme melding kommer fra Søren Gade, folketingsmedlem for Venstre og formand for Folketinget.
- Der er ikke noget, der er vigtigere end dit helbred og din familie, og jeg er sikker på, at Jakob kommer stærkt igen. Det er jo også udtryk for god dømmekraft, at man trækker stikket, inden man bliver rigtig syg, siger Søren Gade.
Også økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) er meget berørt af situationen. Han overtager forsvarsministerposten, mens Jakob Ellemann er væk.
- Jakob har truffet den helt rigtige beslutning, og har været meget åben og ærlig om det, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han kommer tilbage, men jeg synes også, at det er meget ærligt at sige, at han ikke sætter et tidspunkt op for, hvornår han kommer tilbage.
I aftes skrev Jakob Ellemann i et opslag på Facebook, at han går på orlov på ubestemt tid, efter at han i sidste uge var på Rigshospitalet med et ildebefindende.
Og selvom han allerede vendte tilbage på arbejde dagen efter, skriver han i opslaget, at han nu må erkende, at han "har haft usædvanlig travlt gennem længere tid", og at hans krop nu sender et signal om, at det er tid til en pause, "hvis ikke det skal ende galt".
Derfor har han efter råd fra sin læge valgt at trække stikket.
Et kig på arbejdspresset
Det kan også være hårdt med et liv i toppolitik.
Senest har vi hørt om Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh og SF's Jacob Mark, som har måtte sygemelde sig med stress.
Når Jakob Ellemann nu også sygemelder sig - blandt andet med henvisning til arbejdspresset, så giver det anledning til at kigge på arbejdsforholdene for danske politikere, siger Lars Christian Lilleholt.
- Det her er jo en anledning til, at vi alle sammen tænker os om, hvor mange opgaver vi kan løse på én gang, og at det samtidig kræver et stærkt helbred at være i toppen af dansk politik, lyder det.
Formanden for Folketinget, Søren Gade, siger, at forholdene i dansk toppolitik er hårde, men:
- Du hører ikke politikerne gå og tude over det, siger han og tilføjer:
- Der er altid et høringssvar mere, man kan læse, og man bliver ikke stresset af det, man når. Man bliver stresset af det, man ikke når.
Han siger, at hvis der er ting i den måde, som Folketinget arbejder på, der kan laves om for at mindske risikoen for stress, så skal politikerne se på det i Folketingets Udvalget for Forretningsorden.
Venstre rykker sammen i bussen
Mens Ellemann er på orlov overtager økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) forsvarsministerposten, mens næstformand Stephanie Lose skal stå i spidsen for partiets organisation.
Stephanie Lose er også fortrøstningsfuld:
- Man må være ærlig og sige, at der er da ikke noget parti, der drømmer om at sende sin partiformand på sygeorlov - og slet ikke i en situation, hvor vi lige er gået i regering. Men når det så er sagt, så ja, så afdramatiserer jeg det, fordi det er en opgave, som vi løser sammen i Venstre.
- Nu rykker vi sammen i bussen og tager de opgaver på os, der skal løses. Og så er det vigtigste for Jakob lige nu, at han kommer sig.
Troels Lund Poulsen er også helt tryg ved at skulle vikariere som forsvarsminister for en tid, også selvom det potentielt kan betyde, at han skal forhandle et nyt forsvarsforlig på plads.
- Det siger sig selv, at der er mange krævende opgaver. Ikke mindst i forhold til situationen i Ukraine og den krig, som finder sted. Men når det er sagt, så har jeg jo heldigvis været med i mange år herinde, og det skal vi nok finde en løsning på.