Venstre: Kontanthjælpsaftale er løftebrud

Den nye aftale om kontanthjælp vækker ikke ligefrem begejstring hos oppositionen.

Morten Dahlin (V) kalder den nye aftale om kontanthjælp for et løftebrud. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Venstre mener, den nye kontanthjælpsaftale er et løftebrud. Konservative mener, at "det er indiskutabelt, at det ikke stemmer overens med det, Mette Frederiksen har sagt tidligere".

Sådan lyder meldingen fra de to oppositionspartier, efter regeringen i dag har præsenteret en ny aftale om kontanthjælp.

- Det, regeringen har begået i dag, er et klokkeklart løftebrud. Mette Frederiksen lovede personligt, at hun ikke ville hæve ydelserne til udlændinge før valget. Nu står vi her efter valget, og så har hun gjort lige præcis dét, siger Morten Dahlin, der er integrationsydelsesordfører for Venstre.

Så langt går Konservative ikke. Men partiets politiske ordfører Mette Abildgaard vil gerne medgive, at det ligger langt fra det, statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere har sagt om, at indvandrere ikke skal have højere offentlige ydelser.

- Det er drønærgerligt, fordi det er lige præcis nu, at vi skal have indvandrerkvinderne ind på arbejdsmarkedet, og det sikrer vi ikke ved at øge ydelserne, siger Abildgaard.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sagde dog på pressemødet, at kontanthjælpsloftet omdannes til et indkomstloft, som betyder, at der ikke bliver pillet ved, hvor meget borgerne kan få i ydelse.

- Grundlæggende er der ikke noget i aftalen, som piller ved forsørgelsestaksterne, sagde han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsenterer den nye aftale. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Forældrene skal gå på arbejde

I aftalen indgår der også en række tiltag, som skal bidrage til at "løfte børn ud af fattigdom".

Blandt andet gør man det midlertidige børnetillæg permanent, heraf er der øremærket 250 kroner per barn om måneden til fritidsaktiviteter, spejder og børnefødsesldage.

Desuden får forældre på kontanthjælp tillæg til medicin til børn i en sådan grad, at medicinen bliver gratis.

Og for både Venstre og Konservative gælder det, at de synes, de børn, der har det sværest skal hjælpes - men at det ikke gøres bedst ved at forældrene går hjemme på offentlige ydelser.

- Vi anerkender, at der er nogle familier, hvor de sidder stramt i det, og hvor børnene kan mærke det. Men der er den bedste løsning altså, at mor og far kommer ud i arbejde, siger Mette Abildgaard.

K vil have kontanthjælpsloft tilbage

Og så er der lige den med kontanthjælpsloftet. Det afskaffes. Men loftet forsvinder i teorien ikke helt. I stedet indføres der en såkaldt "indkomsttrappe".

- Hvis der kommer en Venstre-ledet regering efter næste valg, så vil vi lave aftalen om, så det bedre kan betale sig at arbejde, og så flere børn kommer fra familier, hvor mor og far går på job, siger Morten Dahlin.

I Konservative vil de arbejde for, at kontanthjælpsloftet kun er fortid for en kort periode.

- Vi foretrækker klart en model med et kontanthjælpsloft. Vi arbejder for, at kontanthjælpsloftet bliver indført igen, fordi det er med til at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde, siger Mette Abildgaard og tilføjer:

- I en situation hvor vi står med historisk lav arbejdsløshed, og virksomheder der skriger efter arbejdskraft, der synes vi, det er en forkert løsning at øge de sociale ydelser og dermed gøre det mindre attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet.