Venstre kræver forklaring fra Mette F: Hvem rådede hende til at lukke landet ned?

Statsministeren er kaldt i samråd, fordi der er blevet sået tvivl om myndighedernes anbefalinger.

Regeringen lukkede store dele af samfundet ned i marts for at forhindre så meget smitte, at sundhedsvæsnet ikke ville kunne følge med. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Venstre vil have statsminister Mette Frederiksen (S) til at forklare, præcis hvilke myndigheder, der ifølge hendes eget udsagn anbefalede at lukke hele landet ned, da coronasmitten tog fart i starten af marts.

- Det ser ikke ud som om, det er sundhedsmyndighederne, der er kommet med den anbefaling, og det havde vi jo godt en mistanke om, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre.

På det

skelsættende
pressemøde
den 11. marts, hvor Mette Frederiksen annoncerede nedlukningen af
daginstitutioner
, skoler,
uddannelsesinstitutioner
, aktivitetstilbud, arrangementer og i det hele taget steder, hvor mange mennesker er samlet på én gang, sagde hun:

- Vi skal hellere handle i dag end at fortryde i morgen.

- Derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode.

I dag er der blevet sået tvivl om netop den formulering - at det var myndighedernes anbefaling, efter Jyllands-Postens gennemgang af sundhedsmyndighedernes anbefalinger fra dengang.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har ikke anbefalet en nedlukning, skriver avisen, og det har fået sundhedseksperter til at anklage regeringen for at misbruge den sundhedsfaglige rådgivning.

- Regeringen trak en klædedragt ned over sin politik og gav indtryk af, at det var den sundhedsfaglige rådgivning at lukke ned. Men det tangerer en usandhed, siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedspolitik ved

SDU
til Jyllands-Posten.

Statsminister Mette Frederiksen affejer kritikken. Hun traf en politisk beslutning på baggrund af myndighedernes anbefalinger, lyder det.

- Vi har ladet os rådgive af flere forskellige myndigheder i en samlet myndighedsgruppe, hvilket, jeg mener, har været en rigtig klog beslutning, siger hun og fortsætter:

- De konkrete beslutninger om, hvor vi lukker ned, hvordan og hvor hurtigt, har selvfølgelig været en politisk beslutning, siger hun.

Statsministeren står fast

Det er situationen i blandt andet Italien, der

alarmerer
statsministeren på dette tidspunkt, fortæller hun.

- Det står klart for os (regeringen, red.), at det (risikoen for at ende i samme situation, red.) vil vi ikke, siger Mette Frederiksen.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har stået side om side med regeringen ved diverse pressemøder i de seneste måneder, men i februar kunne han ikke anbefale en nedlukning. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Hos

Sundhedsstyrelsen
er Covid-19 på samme tidspunkt imidlertid ikke listet blandt sygdomme, der er så farlige, at politikerne bør skride ind med vidtgående indgreb, som dem Mette Frederiksen og regeringen sætter i værk.

-

Sundhedsstyrelsen
finder, at den nye Covid-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt "influenza", og at sygdommens alvorlighed ikke kan berettige at Covid-19 betegnes som alment farlig, og dermed opføres på liste A, står der i et brev fra Søren Brostrøm til regeringen 28. februar.

Det er kun ved udbrud af sygdomme som pest,

ebola
og sars, der står på liste A, at regeringen ifølge epidemiloven kan skride ind med 'tvangsindgreb'.

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke kommentere på "hvilke ord, der bliver sagt, fra hvilke myndigheder".

- Helt principielt udtaler jeg mig ikke om den konkrete rådgivning, jeg får fra forskellige myndigheder, siger hun.

- Den rådgivning, der er meget dominerende på det tidspunkt, handler om, at det er vigtigt at få brudt smittekæderne og dermed få smitten under kontrol.

I videoen her, kan du se DR Nyheders reporter, Kirstine Biltoft, spørge Mette Frederiksen ind til hendes forklaring.

Der går to uger, fra Søren Brostrøm har sendt ovenstående brev, til at Mette Frederiksen holder sit

pressemøde
.

Lukker du samfundet ned på baggrund af myndighedernes anbefalinger?

- Jeg lukker Danmark ned, fordi vi står et sted, hvor smitten risikerer at komme ud af kontrol, og hvor vi risikerer, at rigtig mange mennesker risikerer at dø. Vi risikerer, at vores sundhedssystem bryder sammen, og den rådgivning, vi får fra en samlet myndighedsgruppe, er, at vi skal

minimere
aktiviteten i samfundet, siger Mette Frederiksen.

- Den konkrete beslutning er politisk, og det skal den også være i et demokrati.

Nødvendigt

Hos Venstre er sundhedsordfører Martin Geertsen uforstående overfor forklaringerne.

- Vi vil gerne have svar på, hvad det er for en myndighed, der er tale om, siger han.

Venstre har i løbet af de seneste måneder kritiseret regering for at handle egenrådigt, men partiet stemte den 12. marts sammen med resten af Folketinget for at ændre epidemiloven, så regeringen fik flere beføjelser i forbindelse med corona-situationen.

I P1 Morgen anerkender han, at Venstre har et medansvar.

- Vi har lagt stemmer til, at regeringen kunne bruge nogle af de her bemyndigelser, den fik - altså indføre nogle

restriktioner
for at
begrænse
smitten, siger han.

Men, der er et "men":

- Det gør vi, fordi regeringen kommer til os og siger, at det er tvingende nødvendigt, og vi har en antagelse om, at det på en eller anden vis er baseret på nogle faglige forudsætninger. Det, vi skal have gravet ud nu, er de faglige forudsætninger, siger Martin Geertsen.

Sundhedsordfører for Venstre Martin Geertsen kræver en forklaring fra statsministeren. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I tiden omkring Mette Frederiksens

pressemøde
steg antallet af smittede fra 90 den 9. marts til 801 fire dage senere den 13. marts.

Derfor er Martin Geertsen, når det kommer til stykket, heller ikke i tvivl om, at det var nødvendigt at gøre noget.

- Vi har på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved det. Jeg siger bare, at hele processen her kommer til at blive underkastet en eller anden lup på et senere tidspunkt.

- Det, jeg anholder, er, hvilken myndighed statsministeren henviser til den 11. marts. Det er dét, det her handler om, siger han.

Der er blandt Folketingets partier bred enighed at hele forløbet omkring coronakrisen i Danmark skal undersøges nøje, når tingene ser mere normale ud igen.