Venstre: S ignorerer udlændinge-kritik fra ombudsmanden

Det største oppositionsparti uddeler kras kritik af socialdemokraternes politik for personer på tålt ophold.

Personer på tålt ophold skal leve op til en række krav - blandt andet at bo på Center Sandholm, som ses her på billedet. (Foto: DR © DR)

Beskyldninger om at være for skrappe i udlændingepolitikken plejer at gå den anden vej. Men når det gælder personer på såkaldt tålt ophold, er det nu Socialdemokraterne, der må lægge ryg til kritik fra Venstre for at være for hårde.

Det sker, efter at S har negligeret kritik fra Folketingets Ombudsmand i spørgsmålet om personer på tålt ophold, skriver Politiken tirsdag.

- Jeg synes, Socialdemokraterne har udviklet en lidt kedelig tendens til, at de ikke kan se nuancer, når vi taler udlændingepolitik. De bliver så bange for at fremstå som slappere end Venstre, at de fuldstændig glemmer nuancer, siger menneskerettighedsordfører Jan E. Jørgensen (V) til Politiken tirsdag.

Tålt ophold er særligt ophold

Personer på tålt ophold står egentlig til udvisning efter kriminalitet og endt fængselsstraf, eller fordi de anses for at være til fare for statens sikkerhed.

Men på grund af risiko for tortur eller dødsstraf i deres hjemland kan de ikke udsendes og er derfor på tålt ophold.

Det er blandt andet pligten til at bo i Sandholm, daglig meldepligt, forbud mod lønnet arbejde og snævre rammer for, hvornår man kan spise. Pligter og forbud, der ifølge ombudsmanden bør gennemtænkes.

- Jeg synes ikke, man kan tillade sig bare at sidde den kritik, der kommer fra Folketingets Ombudsmand, overhørig, siger Jan E. Jørgensen.

S: De er uønskede i Danmark

Opfordringen fra ombudsmanden prellede dog af på retsordfører Trine Bramsen (S), der tidligere til Politiken har forklaret, at regeringen skam overvejer at justere forholdene for personer på tålt ophold - men kun for at gøre forholdene strammere.

Og den holdning sætter hun nu en tyk streg under.

- Jeg har meget svært ved at se mere lempelige vilkår for de mennesker, for man skal huske på, at de er på tålt ophold - de er uønskede i Danmark, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Facebook
Twitter