Venstre: S og SF er champagnesocialister

Venstres starter åbningsdebatten ved at køre benhårdt på de løfter, som de mener, regeringen har brudt, siden de blev givet under valgkampen.

S og SF beskyldes for at være Champagnesocialister i Folketingets åbningsdebat.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby har startet åbningsdebatten ved at køre benhårdt på de løfter, som de mener, regeringen har brudt, siden de blev givet under valgkampen.

- S og SF har som et nyforelsket kærestepar gået rundt i det samme joggingsæt og tostemmigt sunget den samme klagesang mod VK-regeringens fuldt finansierede skattelettelser, siger Ellen Trane Nørby og fortsætter:

- Nu har piben fået en anden lyd, og pludselig er skattelettelser til de rige helt OK. Champagnesocialisme er vist, hvad man kan kalde SF og S's nye politik, siger Venstres politiske ordfører på Folketingets talerstol.

Socialdemokraterne svarer igen

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen skød dog hurtigt igen på Venstres politik og beskylder oppositionen for ikke at være imødekommende når det gælder det brede samarbejde i Folketinget.

- Et af hovedproblemerne i Danmark er, at vi har tabt næsten 200.000 arbejdspladser i løbet af de sidste par år. Det var der ikke noget ord om i ordførertalen. Og så var der ikke noget ord om, hvordan Venstre vil være med til at skabe arbejdspladser, siger John Dyrby Paulsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt afviste før Folketingets åbningsdebat, at Socialdemokraterne har begået løftebrud med regeringsgrundlaget, som forringer efterlønnen og halverer dagpengeperioden.

Facebook
Twitter