Venstre skal have ny partisekretær: Magtfulde Claus Richter forlader posten

Venstres partisekretær, Claus Richter, har sagt sin stilling op.

Venstres partisekretær, Claus Richter, stopper på posten. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Partiet Venstre skal nu også ud at finde en ny partisekretær.

Den hidtidige af slagsen, partisekretær Claus Richter, har meddelt Venstre, at han stopper på posten, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Her siger Claus Richter, at han vil give den nye formand Jakob Ellemann-Jensen mulighed for at sætte sit eget hold.

- Venstre skal have en ny start, og derfor har jeg besluttet, at det også er tid til, at Venstre skal have en ny partisekretær, siger Claus Richter og fortsætter:

- Beslutningen har på ingen måde været let, for mit hjerte banker fortsat for Venstre, men det er det rigtige. Jakob (Ellemann-Jensen, red.) skal sætte sit eget hold, og jeg ønsker ham alt det bedste med det som med alt andet. Jeg står naturligvis til rådighed for Venstre i den næste periode. Tusind tak til alle, jeg har mødt og samarbejdet med igennem årene, siger han i pressemeddelelsen.

Det er ikke en hvilken som helst person, der nu forlader Venstre. Claus Richter anses af iagttagere for at have haft stor indflydelse i partiet.

Som partisekretær har Claus Richter blandt andet være inddraget i processen med at vælge en ny formand- og næstformand i partiet i den forgangne weekend, ligesom han under Venstres formandskrise i 2014 deltog i det afgørende møde i kælderen i Odense kongrescenter, hvor Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen nåede til en slags fredsaftale.

Partisekretær ledede formandsvalg

Claus Richter har været partisekretær i Venstre siden 2012, hvor han blev hentet ind i partiet fra en stilling som direktør i Landbrug og Fødevarer.

Ifølge Venstres vedtægter er det partisekretæren, der leder landsorganisationens sekretariat, er sekretær for hovedbestyrelsen og er ansvarlig for sekretærbistand til hovedbestyrelsens udvalg og landspolitiske netværk.

Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, betegner Richters indsats som "formidabel" og ærgrer sig over hans afgang.

- Jeg er meget ked af, at Claus har truffet beslutningen om at stå af her. Heldigvis har han lovet mig, at han altid er i den anden ende af telefonen, hvis jeg har brug for det. Det er jeg glad for.

- Både Venstre og jeg skylder Claus den største tak for hans utrættelige indsats for vores parti. Jeg ønsker Claus alt godt fremover, siger Jakob Ellemann-Jensen ifølge pressemeddelelsen.

Analyse: En mand med stor magt og indflydelse siger farvel

Internt i partiet Venstre har Claus Richter haft stor indflydelse i de beslutninger, der er blevet taget, vurderer DRs politiske analytiker, Christine Cordsen.

- Som partisekretær har Claus Richter været en del af Venstres ledelse. Partisekretæren er som chef for partiorganisationen sjældent en figur, der er kendt i offentligheden, men internt i Venstre har Claus Richter haft stor magt og indflydelse.

Det er heller ikke unormalt, at partisekretæren i Venstre spiller en stor rolle, forklarer Christine Cordsen.

- Da Claus Hjort Frederiksen var Venstres partisekretær i 1990’erne spillede han en så stor rolle, at han var den eneste Anders Fogh Rasmussen takkede direkte i sin sejrstale efter Venstres valgsejr i 2001. Og Claus Hjort Frederiksen blev belønnet med en ministerpost.

- Claus Richter har været en del af den ledelse, som nu er skiftet ud efter de seneste måneders dramatiske magtkamp i Venstre. En tid, som Claus Richter selv beskrev som brutal og ubarmhjertig, da han lørdag talte på Venstres ekstraordinære landsmøde.

At han nu skiftes ud, finder hun meget naturligt:

- Som sidste mand fra den tidligere ledelse er det meget naturligt, at også Claus Richter stopper. Ved selv at træffe den beslutning garderer han sig også imod, at den nye ledelse på et tidspunkt selv kunne få den tanke, vurderer hun.

Det er nu op til Venstres hovedbestyrelse at finde en ny partisekretær.

Facebook
Twitter