Venstre: Stop for mere særbehandling til Christiania

Det bliver svært for Venstre at gå med til at øge Christianias statsgaranti fra 80 til 100 procent.

Fonden bag fristaden Christiania efterlyser en forhøjet statsgaranti, så fristaden kan få lov at låne penge hos realkreditinstitutter. (© Colourbox)

Regeringen må med stor sandsynlighed se langt efter en bred aftale i sagen om Christiania og en øget statsgaranti til fristaden.

Venstre afviser i hvert fald klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersens (R) appel om at få et bredt flertal med i en ny aftale om at øge statsgarantien til Christiania fra 80 til 100 procent, fordi fonden bag fristaden ikke kan låne penge hos realkreditinstitutterne.

- Det, tror jeg, bliver svært, siger Venstres Christiania-ordfører, Karsten Lauritzen.

- Vi har sagt til ministeren, at vi vil tænke over det, men for at være helt ærlig, så har christianitterne ikke til fulde levet op til, hvad der er aftalt med dem. Det er svært at belønne dem, før de gør det, siger han.

Ikke mere særbehandling

Karsten Lauritzen mener ikke, at fonden bag Christiania i tilpas grad har formået at lovliggøre en række huse og genoprette fortidsminder, som Christiania blandt andet lover i en aftale fra 2011.

Karsten Lauritzen finder det principielt forkert at øge statsgarantien til Christiania, uanset hvad det i sidste ende vil koste staten.

- Der er masser af andre mennesker, som har andre finansieringsvilkår end før finanskrisen. Vi skylder at hjælpe folk på samme vilkår, og der har regeringen ingen planer om at give statsgaranterede lån, siger Karsten Lauritzen.

Den nuværende aftale mellem staten og Christiania, hvor fristaden loves en statsgaranti på 80 procent, stammer fra juni 2011, da VK-regeringen havde magten. Venstre har altså selv været med til at give Christiania økonomiske særvilkår.

- Vi står ved aftalen, og den er meget lukrativ - også alt for lukrativ. Men vi står ved den. Men vi siger stop til at give Christiania endnu mere særbehandling, siger Karsten Lauritzen.

Diskussion i S

Debatten om en øget statsgaranti er også blusset op internt i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Her mener folketingsmedlemmer som Orla Hav og Jan Johansen, at det er en skævvridning at give Christiania særstatus og ekstrabevillinger, når det ikke sker for husejere i andre dele af landet.

Diskussionen ventes at fortsætte på Socialdemokraternes gruppemøde torsdag morgen.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen understregede onsdag, at regeringen endnu ikke har taget en beslutning om at give et særligt lån til Christiania.