Venstre svarer igen: I beder jo heller ikke om Ban Ki Moons bilag

Klimaorganisationen GGGI har samme åbenhedsordning som NATO og FN, siger V-politiker Jacob Engel-Schmidt.

Her ses Lars Løkke Rasmussen i samtale med Nicholas Sarkozy og FN-chef Ban Ki-Moon. V-politiker mener ikke, det er fair, at Løkke skal kræves at lægge bilag frem. (Foto: Frederic Dubray © Scanpix)

Det er stadig op til bestyrelsen i klimaorganisationen GGGI at beslutte, om formand Lars Løkke Rasmussens (V) bilag skal frem på bordet.

Derfor er det et udtryk for populisme og en kynisk udnyttelse af situationen, at De Radikale og Enhedslisten nu kræver, at Lars Løkke Rasmussen går af som organisationsformand, hvis ikke bilagene ser dagens lys.

Det mener Venstres nytilkomne folketingsmedlem Jacob Engel-Schmidt.

- De Radikales udtalelser viser med al tydelighed, at der bliver drevet heksejagt på Løkke. GGGI har sammenlignelige åbenhedsregler som NATO og FN, og det er underligt, at regeringspartierne vil underlægge Løkke strengere krav end Ban KI Moon eller Anders Fogh. Man beder jo heller ikke om at se deres bilag. Det er derfor, jeg antager det som heksejagt, siger Jacob Engel-Schmidt.

Han deler samme opfattelse som partifællen Søren Pind; at Lars Løkke Rasmussen ikke bare uden videre kan lægge bilagene frem selv.

R: Meget ringe troværdighed

De Radikales udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen siger, at Løkke har en meget ringe troværdighed.

- Jeg synes, det er et stort tab af troværdighed som formand. At han ikke vil lægge bilagene frem skaber mistænksomhed - hvad har han egentlig brugt pengene på, spørger Rasmus Helveg Petersen, udenrigsordfører for De Radikale, til dr.dk.

Han mener, at Venstre-formanden skal træde tilbage øjeblikkeligt.

Rasmus Helveg Petersen peger også på, at Løkke sidder i en dobbeltrolle.

- Det giver ingen mening, at Løkke som formand for GGGI kæmper for, at grøn omstilling skal skabe vækst. Men som Venstre-formand angriber han regeringens klimaplan med modsatte argumenter. Samlet set er det utroværdigt, siger Rasmus Helveg Petersen.

Kynisk udnyttelse af situationen

Men det giver ingen mening at anklage Løkke for at have kasketter på med modsatrettede interesser, mener Jacob Engel-Schmidt.

- Var det et problem for De Radikale, da Løkke blev valgt til formand? Var den her melding fra Helveg kommet, hvis ikke historien var blevet blæst så meget op af medierne? Det er et udtryk for ren populisme og en kynisk udnyttelse af situationen, siger Jacob Engel-Schmidt.

Jacob Engel-Schmidt opfordrer samtidig udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til klart at svare på, om han støtter partifællen Rasmus Helveg Petersen.

Tidligere har udviklingsministeren sagt, at han er tilfreds med, at GGGI er kommet med en redegørelse i sagen.

Facebook
Twitter