Venstre tager Kristian Jensen delvist til nåde: Får tre udvalgsposter i Folketinget

Efter godt tre måneder på bagerste række får den tidligere næstformand flere udvalgsposter.

Venstres Kristian Jensen har ikke haft meget at lave i Folketinget de sidste par måneder, efter han mistede både ordførerskab og udvalgsposter. Nu glæder han sig til at komme i arbejdstøjet igen. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Venstre-manden Kristian Jensen kan nu begynde at skimte lidt poltisk indhold fra bagerste række i Venstes folketingsgruppe.

Efter at have været uden ordførerskaber og udvalgsposter i folketingsgruppen siden 11. januar får den tidligere næstformand for partiet nu plads i tre udvalg.

Det fortæller han selv til

DR
Nyheder. Han får plads i landdistriktsudvalget,
udenrigsudvalget
og i børne- og undervisningsudvalget efter
påsken
.

- Jeg er godt tilfreds med at komme tilbage i det politiske arbejdstøj i udvalgene igen. Det har jeg ønsket længe, siger Kristian Jensen selv.

Kristian Jensen mistede ordførerskabet som arktisordfører og samtlige udvalgsposter tilbage i januar. Det skete efter et interview i Jyllands-Posten, hvor han fastslog, at Venstre burde lave en større økonomisk reformpakke med regeringen, De Radikale og De Konservative.

Kan man tale om, at du delvist er taget til nåde?

- Det skal du tale med andre om. Jeg er bare tilfreds med at kunne komme videre med det politiske arbejde - og at jeg har fået udvalg, der er relevante i forhold til det område, jeg er valgt i.

Har du lært noget af forløbet?

- Det har jeg en snak med ledelsen i Venstre om. Det har jeg ikke noget behov for at snakke med andre om.

Venstres ledelse: Formanden har brug for at sende et signal

Venstres griuppenæstformand, Karsten Lauritzen, mener, at Venstre har brug for Kristian Jensen i den "situation vi er i".

- Der har gennem de seneste par måneder været en drøftelse, hvor vores partiformand (Jakob Ellemann-Jensen, red.) havde behov for at sende et signal om, hvordan - ikke bare Kristian Jensen - men alle i FT-gruppen agerer. Der har Kristian Jensen trådt ved siden af.

- Men det har aldrig været på tegnebrættet, at han skulle sidde og lave ingenting til evig.

Er Kristian Jensen dermed taget til nåde?

- Sådan fungerer det ikke i Venstres folketingsgruppe. Man er ikke enten i nåde eller unåde. Det er en del af en naturlig proces, hvor Jakob (Ellemann-Jensen, red.) og folketingsgruppen ønskede at sende et signal om, hvordan man opfører sig under Jakobs lederskab, siger Karsten Lauritzen.

Artiklen er opdateret klokken 15.22 med en kommentar fra gruppenæstformand Karsten Lauritzen.

Artiklen er opdateret den 2. april: Det fremgik tidligere ét enkelt sted, at Karsten Lauritzen er næstformand for Venstre. Han er retteligt gruppenæstformand, som det også har fremgået andetsteds i artiklen.

Facebook
Twitter