Venstre: Tiden er rendt fra retsopgør med danske nazister

DF vil have danske nazister retsforfulgt for deres gerninger under Anden Verdenskrig. Men det bliver svært, mener Venstre.

Tidligere i denne uge blev den 94-årige "bogholder fra Auschwitz", Oskar Gröning, idømt fire års fængsel for medvirken til over en kvart million mord i den brutale polske koncentrationslejr. (Foto: pool © Scanpix)

- Jeg tvivler på, at man kan få en 95-årig mand dømt for forbrydelser, som han begik under Anden Verdenskrig.

Sådan siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, efter at Dansk Folkepartis Peter Skaarup har krævet et retsopgør med de danske nazister fra krigen.

- Det er pudsigt, at vi ikke er i stand til det i Danmark, når Tyskland kan, sagde Peter Skaarup, formand for Retsudvalget og retsordfører for Dansk Folkeparti, i går til DR Nyheder.

Nazister skal retsforfølges

Tidligere i denne uge blev den 94-årige såkaldte "bogholder fra Auschwitz", Oskar Gröning, idømt fire års fængsel ved en tysk domstol for medvirken til over en kvart million mord i Nazi-Tysklands brutale koncentrationslejr i det besatte Polen. Alligevel tror Preben Bang Henriksen, at det praktisk vil blive svært at få dømt de danske nazister.

- Hvis man skal bevise mord, så kræver det jo rent praktisk både vidneforklaringer, tekniske forklaringer og en forklaring fra den pågældende, siger Preben Bang Henriksen.

Peter Skaarup har stillet udvalgsspørgsmål til justitsminister Søren Pind (V), hvor han beder ministeren om at forholde sig til en mulig retsforfølgelse af nazisterne fra Frikorps Danmark, et frivilligt korps af danskere, der kæmpede på tysk side under krigen.

Om Søren Pind vil begynde en retsforfølgelse mod de danske nazister, har Preben Bang Henriksen dog intet bud på.

- Jeg kan ikke svare på, hvad Søren Pind vil gøre ved sagen. Men vi kan sige, at det står en dansker frit for at politianmelde, og så kan politiet fortage en vurdering af, om det kan holde til en sag.

Moralsk forkasteligt

Søren Kam var en ledende dansk SS-officer, der indtil sin død i april i år var nummer fire på listen over de mest eftersøgte nulevende nazister. Trods en EU-arrestordre blev han aldrig udleveret fra Nordtyskland, hvor han boede indtil sin død.

Preben Bang Henriksen understreger, at han er helt enig med Peter Skaarup i, at de danske nazister burde have været retsforfulgt for længst.

- Jeg er helt enig i, at det er utilfredsstillende, at der ikke kom et retsopgør efter uhyrlighederne. Men jeg tror desværre, at tiden er rendt fra det, siger Preben Bang Henriksen.