Venstre truer regeringen: Fremlæg regnestykke bag udligning - ellers bliver vi hjemme

Regeringen presses til at lægge grundlaget bag udligningsreform frem af Venstre.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde truer regeringen med ikke at dukke op til forhandlingerne om en udligningsreform, hvis de ikke kan få lagt papirerne på bordet, der viser regnestykket bag. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Scanpix)

"Kom frit frem".

Skal den socialdemokratiske regering lande en aftale om en udligningsreform med oppositionspartiet Venstre, så skal alle regnestykker bag udligningsreformen lægges frem på bordet.

Ellers møder Venstre simpelthen ikke op til flere forhandlinger.

Sådan lyder den markante melding nu fra Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, der med sine egne ord er træt af at forhandle i blinde med regeringen. For partiet kan ifølge hende ikke få svar på, hvordan regeringen er nået frem til, hvilke kommuner der skal have- og betale millioner af kroner i udligningsspillet.

- Jeg synes, det er useriøst, at den socialdemokratiske regering forsøger at skjule vigtige definitioner, beregninger, tal og data for hver enkel ændring i udligningssystemet på kommuneniveau, siger hun og fortsætter:

- Svesken skal frem på disken. Regeringen kan lige så godt få dem oversendt til Folketingets partier, til landets borgmestre frem for det hemmelighedskræmmeri, siger Venstres politiske ordfører.

S-kommuner får flere penge

Venstre har blandt andet kritisereret, at de socialdemokratiske borgmestre er i overtal blandt de kommuner, der har udsigt til at få flere penge med den udligningsmodel, som regeringen har lagt frem.

Venstre var ellers inviteret af regeringen til at møde op til forhandlingerne på næste fredag "uden presse", fremgår det af en mail, som DR Nyheder har set.

Men det har Venstre afslået i en mail til regeringen, hvor Sophie Løhde skriver:

- Vi har i over en uge bedt om at modtage alle de vigtige definitioner, konkretiseringer og bagvedliggende beregninger for hver enkelt ændring i systemet - vel og mærke på kommuneniveau, skriver den politiske ordfører og fortsætter:

- Når vi har modtaget ovenstående, vil vi give en tilbagemelding på datoer.

Regeringen siger jo, at i de her forhandlinger, der kan I stille alle de spørgsmål, I vil, og de vil svare på alt, så der kommer informationerne frem, hvorfor tager I så det her skridt og siger, at vi kommer slet ikke, før vi har fået alt på bordet?

- Jeg ville ønske, det var sandt, at de ville svare på alt, vi spørger om. Efter en uge har vi modtaget nogle få brudstykker, men vi kan ikke få adgang til de bagvedliggende konkretiseringer, data og beregninger, der ligger til grund for hver enkelt ændring i systemet på kommuneniveau.

Christian Rabjerg (kommunal udligningsordfører i Socialdemokratiet, red.) sagde i P1 Morgen, at, da I kom med et oplæg til en udligningsreform for nogle år siden, da blev der lagt færre oplysninger frem end nu, så det er slet ikke usædvanligt at gøre det på denne her måde, siger han. Hvad siger du til det?

- Det er ganske enkelt ikke korrekt. Som adskillige eksperter også har været ude at påpege, så er det meget unormalt og usædvanligt, at vi i Danmark har en regering, der fremlægger et stort forslag til en ny udligningsreform med afgørende økonomiske konsekvenser for landets kommuner - uden at fremlægge de bagvedliggende beregninger, data og definitioner.

- Da vi i 2018 tog initiativ til at forhandle en ny udligningsreform, der havde vi bedt det, der hedder Finansieringsudvalget, om at lave et stort grundigt forarbejde, hvor samtlige modeller blev lagt frem i lyset, samtlige tal og data, siger hun og fortsætter:

- Så det er simpelthen spin og manipulation fra regeringens side. Jeg har aldrig oplevet en regering på denne måde, der forsøge at hemmeliggøre på denne her måde. Det er magtarrogance.

S kaster kritikken tilbage mod Venstre

Den kritik er social- og indenrigsminister Astrid Krag lodret uenig i. Hun mener, at regeringen har lagt mere på bordet på nuværende tidspunkt end den tidligere VLAK-regering.

I skal vel sige, "det er præcis sådan her, vi når frem til vores regnestykker". Det er vel ikke så mærkeligt, at Venstre siger, at de vil have et eksakt stykke papir at forhandle ud fra?

- Vi har lagt meget mere frem, end man har set fra den tidligere regering i forhold til hvad det er, vi vil. Vi har været meget åbne omkring den retning, vi ønsker. Vi vil have mere omfordeling i Danmark, holde hånden mere under de mest trængte kommuner, og vi mener godt, nogle af de mest velstillede kommuner kan betale det - og det er udgangspunktet for forhandlingerne.

Så Venstre får ikke mere?

- Selvfølgelig får man, i løbet af en forhandling, stadig flere oplysninger, i takt med at der bliver stillet flere spørgsmål og udboret specielle problemstillinger, der måtte optage partierne.

- Men vi har allerede lagt mere frem end den tidligere regering gjorde, og selvfølgelig vil vi fortsætte med de her forhandlinger i en god gænge, hvor vi også kan få belyst de forskellige ting, der er vigtigst for de forskellige partier.

Men det er jo ikke nogen ”god gænge”, hvis Venstre slet ikke dukker op til de her forhandlinger, fordi de ikke synes, de har et forhandlingsgrundlag?

- Ej, lad os nu se, hvordan de her forhandlinger kommer til at spænde af. Vi bliver selvfølgelig ved med løbende at komme tættere ind i materierne i de forskellige delelementer, der nu er vigtigst for de forskellige partier.