Venstre udelukker ikke forhandling med Assad

To af Venstres ordførere er ikke helt enige om, hvordan Danmark skal håndtere Syriens præsident

Det er ”fuldstændig blottet for moral”, når regeringen vil forhandle med Syriens præsident, Bashar Al-Assad. Det mener Venstres Søren Pind, som i sidste måned reagerede skarpt på udenrigsminister Martin Lidegaards udmelding om, at Assad skal inddrages i forhandlinger for at afslutte den borgerkrig, der i snart fire år har hærget landet.

Venstres Europa-ordfører kritiserer også regeringen, men i modsætning til sin partifælle holder han en dør på klem for Assad.

- Jeg mener ikke, at vi skal gå ud som de første og sige, at vi vil forhandle med Assad uden at have talt med vores partnere i EU, sagde Jakob Ellemann-Jensen torsdag aften i Debatten på DR2, og afviser altså ikke at forhandle med Assad, så længe andre lande er med.

- Jeg synes ikke, det er et særlig klogt synspunkt at have, når man er den eneste, der står med det.

Assad kan aldrig skabe fred

Det står i skarp kontrast til Søren Pind, der mener, at det ikke blot er amoralsk, men også skadeligt for fredsforhandlingerne at inddrage Assad.

- Assad er en skrupelløs og nederdrægtig diktator, og han vil aldrig evne at skabe fred. Det her (at forhandle med Assad, red.) vil udløse et enormt had til Vesten i den syriske befolkning. Det her vil give grobund for endnu mere terror, sagde Søren Pind i januar til Berlingske.

Jakob Ellemann-Jensen mener derimod, at man er nødt til at tale med alle de relevante parter.

- Hvis jeg talte på vegne at den samlede vestlige verden, så skal vi tale med alle de spillere, der er relevante at tale med.