Venstre: Uinteressant om uligheden vokser

Ifølge Venstres politiske ordfører er det ligegyldigt, om uligheden i indkomster bliver større, så længe flere kommer i arbejde

(© DR)

På ti år er antallet af fattige i Danmark fordoblet, mens de rigeste er blevet endnu rigere. Både den forhenværende og den nuværende regerings reformer har medvirket til at øge uligheden i indkomster, men ifølge Venstre er uligheden ikke et problem i sig selv.

- Man kan ikke bruge ulighed til så meget. Før finanskrisen var uligheden større, end den var under finanskrisen, fordi folk mistede deres formuer. Nu øges uligheden så lidt mere, sagde Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, torsdag aften i Debatten på DR2.

Ulighed skaber dynamik

Spørgsmålet om ulighed har ellers været kontroversielt for det store oppositionsparti, siden daværende socialminister Eva Kjer Hansen i 2005 udtalte, at uligheden gerne må blive større.

- Den skaber dynamik. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode, lød det dengang fra Eva Kjer Hansen.

Den udtalelse satte gang i en ophedet debat, og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen undsagde sin socialminister.

Nu kan Venstre tilsyneladende tilslutte sig Eva Kjer Hansens synspunkt.

- Den, der nu er kommet ud på arbejdsmarkedet, er jo med til at øge uligheden. Det kan godt være, det forøger uligheden i regnearket, men for det enkelte menneske er det jo super godt, og det er også godt for samfundet. Hvis det betyder, at flere mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet, så synes jeg ikke, ulighed er interessant, lød det fra Inger Støjberg.