Venstre vil åbne kommunale pengekasser: Skoler og veje skal renoveres, mens Danmark er lukket ned

Renoveringen skal sikre opgaver til håndværkere og holde hånden under dansk økonomi.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen vil have fyldt ordrebøgerne hos byggevirksomhederne. Derfor foreslår han, at kommunerne får lov at fremrykke investeringer til blandt andet at renovere veje og skoler. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Normalt er et parti som Venstre ganske forbeholdne over for at lade kommunerne bruge løs af pengekassen til offentlige investeringer.

Men intet er som bekendt som normalt i disse tider, hvor coronavirussets indtog i det danske samfund har lagt en låg på byggeaktiviteten.

Derfor foreslår Venstre med formand Jakob Ellemann-Jensen i spidsen nu, at kommunerne får mere frit spil til at sætte gang i hjulene. Det skal konkret ske ved at fremrykke investeringer og renoveringer af for eksempel skoler, plejehjem, veje og daginstitutioner. Dermed kan det sikre opgaver til en byggebranche, der er i knæ og samtidig sætte gang i dansk økonomi.

- Der er kommuner rundt omkring, som både har penge på kistebunden og planer for, hvad de vil bruge pengene til. Det betyder, at man kan sætte gang i energirenoveringer på skoler – man kan reparere vejene. Begge dele er oplagte nu. Der er stort set ingen biler på vejene. Der er slet ingen børn i skolerne, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kommunernes byggerier er begrænset af regeringen

Det normale loft over kommunernes investeringer - kaldet anlægsloftet - fastsættes hvert år efter en dialog mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening. Ved den seneste aftale fra september sidste år blev det aftalt, at landets 98 kommuner samlet må bruge 19,1 milliarder kroner i 2020.

Kommunernes Landsforening har længe efterlyst mere frit spil til at bryde loftet. På et pressemøde i Statsministeriets spejlsal i går, sagde KL-formand Jacob Bundsgaard (S), at han i denne uge ville drøfte med finansminister Nicolai Wammen (S), hvordan kommunerne kan hjælpe dansk økonomi gennem krisen.

Kommunerne ønsker at fremrykke opførelsen af anlæg for at hjælpe dansk økonomi.

- Vi er i gang med at se på, hvad vi kan sætte gang i af aktiviteter, sagde Jacob Bundsgaard.

Dermed er det KL-formandens håb, at håndværkere ikke i for høj grad skal gå ledige på grund af krisen.

Der var ikke trængsel ved Skelgårdsskolen på Amager dagen, efter Danmark lukkede ned. Tiden er nu inde til at renovere skolerne og få fyldt ordrebøgerne, mener Venstre. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Positive reaktioner fra kommuner og industri

I Jammerbugt Kommune i Nordjylland kalder borgmester Mogens Gade (V) det for en god ide, hans eget parti er kommet med.

Kommunen er i gang med at fremrykke renoveringer på skole- og vejområdet. Derudover har kommunen nogle børnehaver, der står til at blive renoveret, men hvor arbejdet er strukket over to år for ikke at bryde med anlægsloftet.

- Det lyder som en rigtig god ide. Det her ville måske også give mulighed for, at vi kunne fremrykke nogle børnehaverenoveringer, uden at vi kommer til at mangle penge, siger Mogens Gade.

Borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt ser mulighed for at rykke renoveringen af to børnehaver frem, så de gennemføres allerede i år, siger han.

Syd for Jammerbugt ligger Randers Kommune. Her oplyser kommunen i en mail til DR Nyheder, at man vil kunne fremrykke projekter for cirka 65 millioner kroner.

I Dansk Industri klapper direktør Kent Damsgaard også i hænderne over forslaget.

- Der er en lang række opgaver, som med fordel kan fremrykkes. Der kan laves energirenoveringer, og man kan sætte gang i projekter, som afbøder effekterne af et varmere klima. Det er også muligt at fremrykke større anlægsinvesteringer i bygninger og infrastruktur, siger DI-direktøren og fortsætter:

- De kommunale bygninger står lige nu tomme, så der er god mulighed for at udføre arbejde uden at genere den almindelige drift. Det samme gælder anlægsprojekterne, der i den kommende periode vil være mindre til gene.

Jakob Ellemann-Jensen, risikoen for overophedning er vel ikkeeksisterende på nuværende tidspunkt. Hvorfor ikke sløjfe anlægsloftet helt?

- Der er ikke den store risiko for overophedning af økonomien. Det er det, vi traditionelt bruger som argument for et anlægsloft. Det kommer vi også til at mene igen. Det her er en midlertidig periode. Og når vi ikke bare giver los, så er det, fordi vi godt vil have lidt hånd i hanke med, hvad vi bruger af penge.

Vil lempe udbudsregler markant

Foruden en lempelse af anlægsloftet, foreslår Venstre også at hæve grænsen for, hvornår en opgave skal i udbud. Under normale omstændigheder skal et kommunalt indkøb i udbud, hvis regningen på varen lyder på mere end godt 1,6 millioner kroner. Her ser Venstreformanden gerne, at grænsen midlertidigt hæves til fem millioner.

- Vi har en regel i dag på alt over halvanden millioner kroner, det skal i udbud. Det er en god regel. Men vi er i en helt særlig situation. Vi har brug for at få sat gang i nogle af de her ting. Vi har brug for at få sat gang i det nu og ikke om en udbudsrunde.

Dermed risikerer I vel, at projekterne bliver dyrere og dårligere?

- Der er altid en risiko, når det handler om projekter, der skal laves. Men lige nu har vi brug for, at hjulene bliver holdt i gang.

Finansminister klar til at drøfte anlægsloftet

Herudover foreslår Venstre, at kommunerne fremrykker betaling til private leverandører, holder genbrugspladserne åbne for erhvervslivet og giver henstand på betaling af husleje for kultur-, fritids- og erhvervslivet.

- Vi ser håndværksvirksomheder og entreprenører, der står med maskinerne klar, men som ikke har nogen opgaver. De kan se i ordrebogen, at den bliver tom. Der skylder vi, at vi har nogle oplagte opgaver, der kan løses nu.

Brancheforeningen Dansk Byggeri foreslog i sidste uge, at anlægsloftet skulle brydes.

- Efterslæbet på renoveringer inden for det offentlige er 50 milliarder kroner. Og der er god grund til at lade kommunerne renovere for at dæmpe de økonomiske konsekvenser af den aktuelle krise samtidig med, at man gør noget godt for klimaet, sagde direktør Michael H. Nielsen i sidste uge.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere tilkendegivet, at han er klar til at se på anlægsloftet, hvis det bliver nødvendigt. På spørgsmålet om, hvorvidt Jakob Ellemann-Jensen i givet fald sparker en helt åben dør i Finansministeriet ind, svarer han:

- Hvis regeringen synes det samme, så har vi et flertal. Så bliver verden lige pludselig et marginalt bedre sted.