Venstre vil give fuldtidsansatte skattelettelse på 3.000 kroner om året

Skattelettelsen ville give en person med et fuldtidsarbejde 250 kroner mere om måneden.

Under Venstres pressemøde i Helsingør i dag deltog politisk ordfører Sophie Løhde, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen og partiets gruppeformand Thomas Danielsen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Er man fuldtidsansat, skal man beholde 3.000 kroner mere af sin løn om året.

I hvert fald hvis det står til Venstre.

Forslaget er en del af det udspil, som Venstre fremlagde på et pressemøde i dag i forbindelse med deres sommergruppemøde i Helsingør.

- Det udspil skal bidrage til, at endnu flere mennesker skal blive en del af det arbejdende fællesskab. De bidrager først og fremmest til sig selv, men også til samfundet, lyder det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Skattelettelsen ville give en person med et fuldtidsarbejde 250 kroner mere om måneden, og 3.000 kroner i alt om året.

I en husstand med to voksne, ville det betyde, at familien har 6.000 kroner ekstra til rådighed.

Målet med forslaget er, at få flere danskere til at gå fra deltid til fuldtid.

Tror du helt ærligt, at en skattelettelse på 250 kroner om måneden, kan få mange til at gå fra en deltidsansættelse til fuldtidsansættelse?

- Jeg tror på, at en skattelettelse for en husstand, hvor der er to voksne, på 6.000 kroner om året, er noget, der kan mærkes. Hvis man ikke tror, man kan mærke det, så tror jeg, man får en for høj løn.

- Vi mærker allesammen stigende priser i øjeblikket. 6.000 kroner om året, det gør en markant forskel.

Men hvor meget kan man egentlig få for 250 kroner om måneden?

- Jeg kan sige, at 6.000 kroner om året - man bliver nødt til at lægge de her penge sammen - gør en kæmpe forskel i helt almindelige menneskers budget.

- Jeg synes, det er en lidt småarrogant holdning, hvis man tænker: '6.000 kroner - herregud, hvor meget er det'. Sådan ser jeg ikke på det, sådan er det ikke i min økonomi, og sådan tror jeg ikke, det er i de flestes.

Tidligere har Venstre foreslået et skattefradrag til førstegangskøbere af ejerboliger, og forslaget i dag kommer også til at koste statskassen penge.

Partiet har også foreslået en reform af beskæftigelsesindsatsen, hvor der bliver lagt op til en besparelse på tre milliarder. Men Venstre vil først senere fremlægge deres 2030-plan, hvor de økonomiske konsekvenser af deres forslag fremgår i en sammenhæng.

Konservative ser positivt på Venstres forslag

Venstres udspil kommer kun to dage efter, at De Konservative præsenterede deres store skatteplan, hvor de blandt andet vil fjerne topskatten. Samlet indeholdt planen lettelser af skatter og afgifter for 40 milliarder kroner.

De to partier går til valg på at indgå i en regering sammen - dog med hver sin statsministerkandidat.

Den Konservative finansordfører, Rasmus Jarlov, ser positivt på Venstres forslag om at give en skattelettelse til de fuldtidsbeskæftigede.

- Vi vil helst undgå for mange nye fradrag, som komplicerer vores skattesystem, men vi er helt enige med Venstre om at få skatten ned på arbejde. Det er meget vigtigt for, at vi kan få folk til at gøre en ekstra indsats, siger Rasmus Jarlov.

Hvad synes du om størrelsen af den skattelettelse, som Venstre foreslår?

- Det er den rigtige retning, og det er det vigtigste. Så må vi se, om vi kan finde endnu flere penge til det. Det vil vi selvfølgelig gerne, men det vigtige er, at vi kan finde sammen i en regering om, hvad for en retning, vi vil rykke tingene i.

Vil det her skatteudspil være nok for De Konservative til at indgå i en borgerlig regering?

- Der er ikke udsigt til, at nogen af partierne får over 50 procent af stemmerne alene. Derfor bliver det selvfølgelig sådan, at forskellige partier kommer med forskellige forslag. Det er kun godt og sundt, at vi har en idékonkurrence, om hvem der kan komme på de bedste forslag til at få skatten på arbejde ned.

Men det er meget færre skattelettelser, end I foreslog. Skal Venstre bevæge sig for, at I kan indgå i et regeringssamarbejde?

- Jeg er bare glad for, at Venstre også vil sætte skatten på arbejde ned. Så må vi se, hvor meget der er råd til. Vi har forskellige forslag og forskellige ambitionsniveuaer.

Kan du se et borgerligt regeringsgrundlag for dig, hvor størrelsen af de skattelettelser, der bliver givet, er det, som Venstre lægger op til her?

- Der er ikke nogen partier, der får alle deres idéer igennem. Vi har vores egne forslag, og Venstre er kommet med nogle gode forslag i dag. Det giver en mulighed for, at vi sammen kan finde ud af, hvor meget vi kan sætte skatten på arbejde ned.

I vil sænke skatten for 40 milliarder. Det her er meget mindre. Det er vel to vidt forskellige forslag?

- Det er rigtigt, men det er også i orden, at man har forskellige forslag, siger Rasmus Jarlov.

Regeringen vil ikke afvise

Skatteminister Jeppe Bruus vil ikke sige, om Socialdemokratiet vil være med til at give en skattelettelse til dem, der har et fuldtidsjob.

- Det er svært at sige, om det er en god ide. Det kommer an på, hvordan man finansierer det. Hvis man finansierer det ved at spare i den offentlige sektor, så er det naturligvis en dårlig ide.

- Jeg vil ikke afvise noget som helst. Vi har to gange i år besluttet at sænke skatten ved at hæve beskæftigelsesfradraget. Også for at hjælpe nogle af de danskere, som er presset. Omvendt skal tingene hænge sammen. Og vi har som altid til gode at høre, hvordan Venstre vil finansiere deres forslag, siger han.