Venstre vil give gymnasier pengegaver for at sende unge på videregående uddannelser

Taxametersystemet skal ændres, så landets gymnasier får en økonomisk belønning pr. elev, der læser en videregående uddannelse, mener Venstre.

Venstre vil sikre, at flere unge rent faktisk bruger deres studentereksamen til noget. (© DR)

For mange studentereksamener ender i skraldespanden i stedet for at blive brugt som adgang til en videregående uddannelse på universitetet.

Det mener Venstre, der vil omlægge det såkaldte taxametersystem, så landets gymnasier bliver belønnet økonomisk pr. elev, der fortsætter på universitetet inden for to år.

- Det klare formål med at gå på gymnasiet er, at man skal tage en videregående uddannelse, og det skal taxametersystemet afspejle, siger Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen (V).

Forslaget fra Venstre bliver en del af forhandlingerne om en justering af gymnasiet, som Folketingets partier for alvor tager hul på til januar.

V vil droppe socialt taxameter

Ifølge Esben Lunde Larsen er det et stort problem, at for mange studenter ikke bruger deres studentereksamen til noget.

- Den unge skal være bevidst om, at en gymnasieuddannelse skal føre til, at man læser videre. Ellers går man i tre år - og ja, man får almen dannelse og nogle fagkompetencer - men hvis ikke, man bruger dem efterfølgende, så er det jo et tab for samfundet, siger han.

Venstre vil i første omgang tage pengene fra det sociale taxameter, som regeringen sammen med Enhedslisten og SF har vedtaget for at støtte skoler med mange elever, der er truet af at falde fra uddannelsen.

Dialog med universiteter

For gymnasierne handler det om, at de tidligt sikrer en tæt dialog med de videregående uddannelser, lyder det fra Venstre-ordføreren.

- Så man får en bevidsthed om, at hvis du er på et gymnasium, så er det for at læse videre, siger Esben Lunde Larsen.

Så det er spild af penge for samfundet, hvis fremtidige frisører og tømrer bruger tre år i gymnasiet?

- Ja, for det behøver man ikke. Vi har erhvervsuddannelser, der fører op mod den type uddannelser, og derfor er det enormt vigtigt, at de unge kommer det rette sted hen.

S vil skabe mønsterbrydere

Hos Socialdemokraterne anerkender ordfører for ungdomsuddannelser, Ane Halsboe-Jørgensen, Venstres mål om, at flere skal fortsætte på en videregående uddannelse.

- Hvis du er på en gymnasial uddannelse, er det, fordi du skal læse videre, siger hun.

Men Venstres model er Ane Halsboe-Jørgensen skeptisk overfor.

- Det lyder som om, at den vil skabe stor utryghed blandt skolerne i forhold til, hvor mange penge de har at gøre med, siger hun.

Hun afviser samtidig at sløjfe det sociale taxameter, som blev vedtaget i forbindelse med finansloven for næste år.

- Vi har behov for at få skabt nogle mønsterbrydere, som uanset deres forældres baggrund får en uddannelse, siger hun.

Forhandlingerne om en justering af gymnasieskolen fortsætter den 13. januar.

Facebook
Twitter