Venstre vil ikke love konkrete skattelettelser

Ifølge nye beregninger vil Venstre bruge 18,8 milliarder kroner mindre i offentligt forbrug end regeringen i 2020. Partiet vil dog ikke love, hvem der skal have gavn af de mange penge.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, vil ikke love, hvem der skal have gavn af de mange milliarder, de vil spare på offentligt forbrug. Her ses han sammen med sin Venstre-kollega Karen Ellemann. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Venstres plan om nulvækst i det offentlige vil frigøre så mange milliarder, at der i 2020 blandt andet vil være råd til både at fjerne topskatten, sænke marginalskatten fra 56 til 42 procent og sænke selskabsskatten yderligere fra 22 til 15 procent.

Det mener den liberale tænketank Cepos på baggrund af nye beregninger fra Finansministeriet, der viser, at Venstre dermed vil bruge 18,8 milliarder kroner mindre i offentligt forbrug end regeringen i 2020.

Ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt

Men Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, vil ikke love, hvem der skal have gavn af de mange milliarder.

- Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Og man skal heller ikke begynde at fordele skattelettelser og initiativer for at fremme konkurrenceevnen, før vi har pengene i hånden.

- Men det er klart, at med den sum penge på op til 19 milliarder kroner årligt, så vil det være muligt at kunne lave en effektiv indsats for at sikre flere danske arbejdspladser, siger Kristian Jensen.

Behov for skatte- og afgiftslettelser

Venstre har dog slået fast, at pengene, der hentes ind ved nulvækst og udgiftsstop i det offentlige, skal bruges på skatte- og afgiftslettelser.

- Der er ingen tvivl om, at der er behov for at sænke afgifts- og skattetrykket i Danmark, så også de små og mellemstore virksomheder har en chance for at være konkurrencedygtige.

- Men hvorledes det skal ske, om det er personskatten, afgifterne eller andre skatteformer, der skal sænkes, det tager vi først stilling til, når vi har pengene i hånden, siger Kristian Jensen.

Samlet besparelse på 64,3 mia.

Ifølge Finansministeriets beregninger, vil den samlede besparelse i det offentlige forbrug ved Venstres nulvækstplan frem for regeringens økonomiske politik være på 64,3 milliarder i 2020.

Selvom det er mange penge, så afviser Kristian Jensen, at danskerne vil opleve dårligere offentlig service, end de får nu.

- Venstres målsætning er at kunne levere det samme serviceniveau som i dag. Det er ikke bare vores målsætning, det er også vores vurdering, at vi kan det, siger han.

Vigtigst at bevare private arbejdspladser

Han anerkender dog, at det handler om en prioritering mellem velfærd og skatte- og afgiftslettelser.

- Der er ingen tvivl om, at vi fra Venstres side siger, at der er noget, der er vigtigere end andet. Det er vigtigere, at vi bevarer private arbejdspladser, end at vi bevilger hinanden mere velfærd, end det vi kender i dag, fastslår Kristian Jensen.

/ritzau/

Facebook
Twitter