Venstre vil sikre alle hurtigt internet og udrydde mobilhuller

Et nyt it-udspil fra Venstre skal sørge for hurtige bredbåndsforbindelser og færre mobilhuller i yderområderne.

Alle har krav på en ordenlig internetforbindelse, mener Venstre. Derfor vil partiet oprette en bredbåndsfond og skyde 300 millioner kroner i den. (© Scanpix)

Hvis Venstre vinder det kommende folketingsvalg, vil partiet oprette en såkaldt bredbåndsfond med 300 millioner kroner.

Fonden skal sikre de op til 10.000 danske husstande, der har en dårlig internetforbindelse, en bedre en af slagsen.

- Man har altså krav på en ordentlig bredbåndsforbindelse i dag. Det hører sig til, og det har man brug for, siger Venstres teleordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Fra det offentliges side bliver der også stillet krav om mere og mere digitalisering, og så nytter det ikke noget, at der er mange danskere, som stadig ikke kan få en ordentlig bredbåndsforbindelse, siger han.

Samfundet må gøre noget

Venstres bredbåndsfond skal fungere sådan, at en borger eller en virksomhed med dårlig internetforbindelse kan søge om tilskud fra fonden til at få etableret en bredbåndsforbindelse.

Det kan være gravearbejde eller opsætning af antenner, som fonden så betaler, siger Torsten Schack Pedersen.

- Bredbåndsforbindelsen skal koste det, som det koster alle andre steder. Men den meromkostning, der er for for eksempel at få trukket kabler eller sat antenner op, går fonden ind og betaler, siger Torsten Schack Pedersen.

- For det er ikke rimeligt, at man som borger i et landdistrikt selv skal betale 30-40-50-100.000 kroner for at komme på nettet. Der må vi som samfund gå ind og sige, at det skal man have mulighed for i dag, siger han.

Venstre vil afsætte de 300 millioner kroner til bredbåndsfonden som et engangsbeløb. Partiet vurderer, at det vil være nok til at sikre bredbåndsdækning til de borgere og virksomheder, som har behovet.

Flere mobilmaster

Det vil ifølge Venstre være oplagt at finansiere de 300 millioner kroner ved at tage provenuet fra frekvensauktionerne i 2016 og 2019, hvor teleselskaberne byder ind på bestemte frekvenser på Mhz-båndet.

Indtil pengene ligger i statens lommer, kan staten selv lægge de 300 millioner kroner ud for bredbåndsfonden, mener Venstre.

Udover bredbåndsfonden vil Venstre med en frivillig ordning have de danske mobilselskaber til at opsætte flere master i et forsøg på at komme de såkaldte sorte huller i mobildækningen til livs.

- Jeg tror, at vi alle sammen oplever, at vores telefon falder ud, og at vi ikke kan bruge den, siger Torsten Schack Pedersen.

I det, som partiet kalder en "noget-for-noget model", er det meningen, at mobilselskaberne opsætter mobilmaster i områder, hvor kommuner eksempelvis melder om sorte huller. Som modydelse giver staten en rabat til mobilselskaberne, når de skal betale frekvensafgifter.

- Der er steder, hvor der ikke er udsigt til, at der kommer nogen master op, og ved at lave et partnerskab med telebranchen, så er det min klare forventning, at vi kan få sat nogle master op i vores landdistrikter og der, hvor folk oplever, at det er helt umuligt at få en mobilsamtale til at virke, siger Torsten Schack Pedersen.

Det vil ifølge Venstre betyde, at der bliver opsat master i tyndt befolkede områder, hvor mobilmarkedet ellers ikke nødvendigvis kan se økonomiske fordele i at sikre en bedre mobildækning.