Det er direkte pinligt, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt nej til at være medunderskriver på en fælles udtalelse, hvor Nordens øvrige socialdemokratiske partiformænd fordømmer Israels angreb i Gaza.
Sådan lyder det fra Enhedslistens fungerende politiske ordfører, Per Clausen.
- Det er meget skuffende, men desværre har den danske regering været meget pinlig og passiv i denne sag og er ikke kommet med et eneste selvstændigt synspunkt, siger Per Clausen.
Han mener, at det er ærgerligt, for der er brug for, at de nordiske socialdemokrater går i spidsen med at stille klare krav til Israel og komme med nogle klare bud på, hvordan man kan løse denne konflikt.
SF er uforstående over for Thorning
Også SF kritiserer den manglende underskrift fra Helle Thorning-Schmidt.
- Jeg er uforstående over for, at de danske socialdemokrater ikke er med, siger tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen til Politiken.
I udtalelsen kritiserer de fire nordiske socialdemokratiske formænd Israels "brutale brug af uproportionel vold, som strider mod folkeretten og grundlæggende humanitære principper". De socialdemokratiske formænd kritiserer ligeledes Hamas' brug af raketter mod Israel.
S: Regeringen ligger på linje med EU
Forskellen på Helle Thorning-Schmidt og de fire øvrige socialdemokratiske formænd er, at hun som den eneste står i spidsen for sit lands regering, og Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, understreger, at regeringen støtter EU's udtalelser om situationen i Gaza.
- De konklusioner, der ligger på EU-niveau, er dem, regeringen har valgt at bakke op om, og der føler man sig dækket ind, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Men den argumentation preller af på Enhedslistens Per Clausen.
- Netop fordi hun er statsminister, har hun grund til at handle, for det giver en særlig vægt. Så på grund af hendes position er det faktisk ekstra skuffende. Det virker meget vigtigt for den danske regering ikke at formulere et selvstændigt synspunkt, der rækker ud over, hvad EU og USA siger, og det er at svigte i denne sag, siger Per Clausen.
Næsten 1100 palæstinensere er blevet dræbt, siden offensiven mod Gaza blev iværksat 8. juli, skriver Ritzau.
Israel har i samme periode mistet 53 soldater.