Venstres Jørgen Winther i debatten: Et 'kongemord' på Løkke vil være forfærdeligt

Claus Hjort Frederiksen holdt fast i, at formandens fremtid skal afgøres på landsmødet.

Bølgerne gik højt i aften, da Venstre-baglandet debatterede i Debatten på DR2.

Her mødtes Lars Løkke Rasmussens trofaste støtte Claus Hjort Frederiksen med Venstre-baglandet, og det helt store emne var, om Lars Løkke Rasmussen bør fortsætte som formand og tegne fremtidens Venstre.

Jørgen Winther, som er regionsmedlem for Venstre i Midtjylland, lagde hårdt ud med at opfordre Lars Løkke Rasmussen til at trække sig som formand.

- Han svinger frem og tilbage. Det er som om, han ejer partiet. Det er finere, at han trækker sig, så vi kan klappe ad ham for alle hans år, sagde Jørgen Winther henvendt til Claus Hjort Frederiksen.

- Han lever i sin egen verden, han er omgivet af rygklappere hele tiden, tilføjede han.

Claus Hjort Frederiksen understregede, at det må være op til landsmødet at afgøre Lars Løkke Rasmussens fremtid.

- Det, Jørgen Winther gør, er, at fratage ham hans ret til at afprøve sit mandat på landsmødet, sagde Claus Hjort Frederiksen.

Jørgen Winther sagde, at han frygter et såkaldt 'kongemord'.

- Et 'kongemord' ville være så forfærdeligt. Men hvis han går ud i morgen, og siger, han trækker sig, så vil han få en jublende velkomst på landsmødet, og vi vil klappe ad ham. For han har været så fantastisk god hele tiden. Og så har vi en masse gode kandidater, som sagtens kan komme til, siger Jørgen Winther og spørger:

- Hvorfor er Lars Løkke Rasmussen så meget bedre end en masse andre kandidater?, spurgte Jørgen Winther og kiggede direkte på Claus Hjort Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen fulgte også med i Debatten her til aften, og kom med denne kommentar på Twitter:

- Sidder og ser debatten. Helt vildt - og en gang råben og skrigen. Håber godt nok der er mere ro og omtanke i mit eget parti. Ikke bare et håb... Jeg ved det!

'Det er ikke fair'

Claus Hjort Frederiksen holdt dog fast i, at Lars Løkke Rasmussen skal blive som formand.

- Han har bevist, hvad han kan opnå, sagde han.

- Vi lytter til hovedbestyrelsen, og selvfølgelig gør det indtryk. Men hvis jeg har forstået det rigtig, så bliver der lige nu lagt et pres, der skal få Lars Løkke til at trække sig. Det er ikke fair, sagde Claus Hjort Frederiksen.

- Men jeg er bare også, som gammel organisationsmand og partisekretær i Venstre, nødt til at holde fast i, at vi altså følger vedtægterne i Venstre, og det er Venstres landsmøde, der kan vælge eller ikke vælge partiets formand, sagde Claus Hjort Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen har foreslået, at landsmødet rykkes fra midt i november til den 21. september, da de gerne vil have klare linjer i partiet inden Folketingets åbning den 1. oktober.