Venstres partisekretær: Mallorca skulle få Løkke ovenpå

Venstres partisekretær er helt overbevist om, at baglandet bakker om, at partiet har betalt en ferierejse til Lars Løkke og hans familie.

Det er helt efter bogen, når partiet Venstre sendte Lars Løkke Rasmussen og familien til Mallorca med alt betalt efter valgkampen i 2011. Sådan lyder det her til aften fra partisekretær Claus Richter.

- Vi havde kæmpet hårdt, og det var helt naturligt for os ovenpå den meget meget lange valgkamp, som sled hårdt på venstres formand at invitere Sólrun (Løkke Rasmussen, red.) derned, sådan at de havde mulighed for dels at være sammen, men også restituere sig lidt ovenpå en ekstrem hård valgkamp, siger Claus Richter til DR Nyheder.

Han begrunder valget med, at der skulle laves en ny strategi for Venstre, og der var det bedst at komme væk fra Danmark.

Partiledelsen står bag beslutningen

Her til aften har partiledelsen så sendt et brev ud til partifællerne. I brevet forsvarer ledelsen beslutningen om at betale for ferien. Det er "hverken odiøst eller moralsk angribeligt", som det fremgår af brevet.

Og partisekretæren slår fast, at ledelsen bakker op om beslutningen.

- Der er ikke betalt for nogen ferierejser. Der er taget nogle beslutninger om, hvilken deltagerkreds der deltager i forskellige ting, og det står vi selvfølgelig ved i Venstres ledelse.

- Jeg skal nok redegøre for, hvilken styr jeg har på Venstres organisation, når vi har møde i Venstres forretningsudvalg. Alt foregår efter nogle retningslinjer, jeg har udstukket, og det er jeg helt rolig ved, at Venstres bagland bakker op omkring.

Så det er ikke sådan, at der bliver fremlagt nogen bilag om en uge, som I ikke kan stå inde for?

- Nej, det gør der ikke, siger Claus Richter.

Birthe Rønn kritiserer

En række kritikere har de seneste par dage langet ud efter Lars Løkke Rasmussen. Ikke mindst på grund af tøjsagen, hvor partiet har købt tøj for 152.000,- kroner. Og her til aften tager partifællen og daværende integrationsminister Birthe Rønn (V) også bladet fra munden ovenpå de nye oplysninger.

- Jeg bryder mig ikke om hans (Lars Løkke Rasmussens, red.) forhold til penge, siger hun til Ritzau.

Claus Richter, har Venstres folketingsgruppe haft kendskab til at partiet har betalt for den her tur til Mallorca?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen. Det har ikke været muligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk