Verdensnaturfonden kræver vurdering af omstridt vildsvinehegn

Kvæstede rådyr giver ny benzin til de grønne organisationers kamp mod Danmarks omstridte vildsvinehegn.

Flere gange den seneste tid har lokale landmænd måttet aflive svært skadede rådyr ved det nye vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse. (Foto: Privatfoto: Lars Christian Jense © Ritzau Scanpix)

Danmarks omdiskuterede vildsvinehegn på 70 kilometer langs grænsen til Tyskland ventes færdigt i midten af november.

Men kampen om hegnet og dets effekter på de vilde dyr i området er ikke slut.

Verdensnaturfonden (WWF) har netop indklaget hegnet til Bern-konventionen, som beskytter vilde dyr og deres levesteder.

- Vi prøver nu for første gang at få en reel vurdering af, hvordan de vilde dyr påvirkes af hegnet. Det har vi uden held tidligere forsøgt at få EU-Kommissionen og den danske regering til, siger seniorbiolog ved WWF, Thor Hjarsen.

Strategien er at tvinge den danske regering til at lave en grundig videnskabelig undersøgelse af hegnets påvirkning af vilde dyr i området.

Skadede rådyr

Gårdejer Lars Christian Jensen fra Frøslev beskrev for nylig, hvordan han måtte skyde et rådyr, der var blevet skadet på hegnet.

En nabo har haft samme oplevelse. Det viser ifølge Verdensnaturfonden, at hegnet skader de vilde dyr i grænselandet.

- Vi vil ikke gå ikke ind i debatten igen, om hvorvidt hegnet virker mod svinepest. Vores fokus er alene at sikre, at hegnet ikke skader andre arter. Vil man ikke vil fjerne hegnet, så må man gøre noget andet for at beskytte arterne på andre måder, siger Thor Hjarsen.

Den tidligere VLAK-regering besluttede sammen med Dansk Folkeparti og med støtte fra Socialdemokratiet i 2018 at opføre et hegn. Det skulle holde vildsvin, som lever i store tusindtal tæt på den dansk-tyske grænse, ude.

Frygten var, at et dansk udbrud af svinepest, som vildsvin kan være bærere af, kunne koste milliarder for dansk svineeksport.

Kritiseret af grønne organisationer

Sagsbehandlingen blev allerede dengang kraftigt kritiseret af grønne organisationer og eksperter i EU-ret. Nu forsøger WWF en ny vej.

- Vi klager til Bern-konventionen, som beskytter de vilde dyr og deres levesteder og administreres af Europarådet. Får vi medhold der, så kan vi vende tilbage til EU-Kommissionen med henvisning til, at det her skal tages alvorligt, siger Thor Hjarsen.

- Vi vil ikke gå ikke ind i debatten igen, om hvorvidt hegnet virker på svinepest. Vores fokus er alene at sikre, at hegnet ikke har skadelig effekt på andre arter. Vil man ikke vil fjerne hegnet, så må man gøre noget andet for at beskytte arterne på andre måder, siger Thor Hjarsen.

Professor i miljøret ved Aarhus Universitet, Ellen Margrethe Basse er enig mener, at hele anlægsloven for vildsvinehegnet er kritisabel.

- Det er ikke gået efter bogen. Det er ikke dokumenteret, at hegnet ikke medfører skade for forskellige vilde arter - endda i et særligt beskyttet Natura 2000-område, siger hun.

/ritzau/