Vermund afviser kup og karaktermord: 'Det er 100 procent Lars Boje, der har sat pistolen for panden'

Vermund vil igen være formand for Nye Borgerlige og parkerer derfor også sine planer om at forlade Folketinget efter næste valg.

Hun kalder det for en pligt. En pligt til at stå i spidsen for det parti, hun selv stiftede for over syv år siden.

- Jeg er både indrettet og opdraget sådan, at når pligten kalder, så møder man op, lyder det i dag fra Pernille Vermund.

I fredags kom det frem, at hun igen stiller sig til rådighed, som Nye Borgerliges formand, efter partiets hovedbestyrelse valgte at ekskludere den ellers nyvalgte formand Lars Boje Mathiesen fra partiet.

Det er ellers kun lidt over to måneder siden, at Vermund varslede sit farvel til politik, for ikke at blive det, hun kalder for 'levebrødspolitiker'.

Men nu vil hun tilbage på formandsposten, har meddelt hun genopstiller til næste valg, og har derfor ingen planer om at forlade politik lige foreløbig.

- Status er, at vi står med et parti, der er blevet behandlet på en måde, som jeg er rigtig ked af, at have været vidne til. Lars Boje Mathiesen stiller op og bliver valgt, og efterfølgende forsøger han at afpresse vores hovedbestyrelse for nogle penge, som han gerne vil stikke i egen lomme, siger Pernille Vermund.

Hvem har ansvaret for den situation, som partiet står i lige nu?

- Det er 100 procent Lars Boje Mathiesen, der har sat pistolen for panden for hovedbestyrelsen ved at kræve noget, der er uetisk, men også viste sig at være decideret ulovligt.

Kup eller frås?

Det er Nye Borgerliges hovedbestyrelse, der anklager den nu tidligere formand, Lars Boje Mathiesen, for afspresning og pengefrås.

Sagen handler om, at Lars Boje Mathiesen angiveligt skulle have afpresset partiet for at få udbetalt et uopsigeligt formandshonorar på 55.000 kroner om måneden i fire år, og samtidigt vil han have udbetalt 350.000 kroner fra partikassen, der skulle bruges på en personlig kampagne.

Og hvis han ikke fik det - så har han truet med at forlade partiet, lyder det fra hovedbestyrelsen.

Det har ikke været muligt at få et interview med Lars Boje Mathiesen i dag, da han ikke ønsker at stille op.

Men i fredags afviste han anklagerne, hvor han sagde, at der er tale om et 'kup' og et 'karaktermord', samt at han overtog et parti i 'økonomiske ruiner'.

Men det benægter Vermund.

Lars Boje Mathiesen siger, at du har fortrudt, at du forlod formandsposten. Er det her et kup mod ham?

- Nej, det er det ikke. Jeg tror, at dem der kender min situation, vil sige: Løb væk, tag tilbage til dit firma, lav noget andet. Det havde jo været det nemmeste i verden for mig at sige, jeg har taget min tørn.

Han siger også, at han overtog et parti, der lå i økonomiske ruiner. Hvordan ser partiet ud?

- Lars Boje Mathiesen har siddet som kasserer for folketingsgruppen i alle de år, vi har siddet i Folketinget. Derfor har han både haft indsigt og ansvar for gruppens økonomi, der i øvrigt har været fornuftig.

- For mig at se, er det en bizar påstand.

Ifølge Lars Boje Mathiesen så har han bedt om at få udbetalt et formandshonorar på de 55.000 kroner, da han ville påtage sig et større ledelsesansvar, end den tidligere formand.

Er det ikke rimeligt, at Lars Boje skal have mere i løn, hvis han får mere ansvar?

- Lars Boje vil gerne tage mere ansvar. Han vil både gerne være formand og folkevalgt, og så vil han også gerne have nogle opgaver, som vi tidligere har lagt hos medarbejdere.

- Hvis hovedbestyrelsen havde sagt ja til at lave kontrakten, så havde vi stået i en situation, hvor han i princippet kunne tage sit gode tøj i morgen og gå. Han kunne blive væltet af medlemmerne som formand, men vi skulle stadig betale penge til ham.

Lars Boje Mathiesen kalder hele sagen for et karaktermord, blandt andet fordi han vil decentralisere partiet. Er det fordi, du er uenig i hans beslutninger?

- Nej, tværtimod. Vi er i gang med en proces med at vi vil lægge langt mere ansvar ud lokalt. Og det der skete under Lars Boje Mathiesen var det stikmodsatte. Det var en centralisering og en magtkoncentration.

- Det er også derfor, jeg tror, vi alle er godt rundforvirret, fordi der er meget langt mellem det Lars Boje siger, og det han gjorde, da han satte sig på magten.

Hør Pernille Vermund i DR's politiske podcast Slotsholmen via linket herunder.

Vermund fra paradis til helvede

Et langt og sejt træk

Virkeligheden for Nye Borgerlige er lige nu, at partiet er gået fra seks mandater efter sidste folketingsvalg, til nu at have tre mandater.

Først forlod Mette Thiesen partiet efter intern ballade, og ikke længe efter fulgte Mikkel Bjørn trop, efter Lars Boje blev formandskandidat. Begge er nu at finde hos rivalerne fra Dansk Folkeparti.

Og nu er det så den ellers nyvalgte formand, Lars Boje Mathiesen, der er blevet smidt ud af partiet, og derfor fortsætter som løsgænger.

Er det her ikke er parti i ruiner?

- Det er en meget svær situation. Det er der ikke nogen tvivl om, lyder det fra Pernille Vermund.

Har du ikke været god nok til at sikre partiet?

- Jeg har nok ikke været god nok til at se, hvad det var for en personlighed, der var i Lars Boje Mathiesen. Jeg kan da godt stå bagefter og tænke: hvis jeg bare vidste, at det vil gå sådan amok, så havde jeg ikke truffet den beslutning på det tidspunkt.

- Jeg havde virkelig ikke i min vildeste fantasti forestillede mig, at det skulle ende, hvor det ender nu.

Er der mulighed for at genrejse partiet?

- Det er der, men det bliver et langt og sejt træk.

Det er endnu ikke meldt ud, hvornår Nye Borgerlige igen skal til at vælge en ny formand. Men indtil videre er det hovedbestyrelsens 13 personer, der har ansvar for at lede partiet.