Vestager blåstempler milliardstøtte til batteriproducenter i EU-lande

Firmaer, der laver batterier til elbilindustrien, skal have 3,2 milliarder euro i statsstøtte, har EU besluttet.

(ARKIV) Europæiske batteriproducenter har længe haltet efter deres asiatiske konkurrenter. 80 procent af alle batterier bliver således i dag produceret i Asien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Batteriproducenter i syv EU-lande kan se frem til at modtage 3,2 milliarder euro i statsstøtte frem til 2031.

Det står klart, efter at EU's konkurrencemyndighed mandag har godkendt statsstøtten.

Især Tyskland og Frankrig har presset på for at få en blåstempling af statsstøtte til produktion af batterier til elbiler.

Det er ifølge de to europæiske stormagter vigtigt, hvis planerne om at erstatte brændstofbiler med elbiler i Europa skal føres ud i livet.

Og det er Margrethe Vestager, der er EU's kommissær for konkurrence og digitalisering, tilsyneladende enig i.

- Batteriproduktion i Europa har en strategisk interesse for vores økonomi og vores samfund på grund af potentialet inden for grøn mobilitet og energi, jobskabelse, bæredygtighed og konkurrenceevne, udtaler hun i en pressemeddelelse.

80 procent af batterierne produceres i Asien

Foreløbig står 17 virksomheder til at nyde gavn af de 3,2 milliarder euro. Fælles for dem er, at de er en del af produktionskæden ved fremstilling af batterier.

Foruden Tyskland og Frankrig vil også virksomheder fra Belgien, Italien, Sverige, Finland og Polen kunne modtage statsstøtte.

Europæiske batteriproducenter har længe haltet efter deres asiatiske konkurrenter.

80 procent af alle batterier bliver således i dag produceret i Asien. Til sammenligning vurderes det, at tre procent produceres i Europa. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/