Vestager-kritiker bliver vikar for Elbæk

Når Uffe Elbæk holder orlov, bliver han erstattet af Pernille Boye Koch, som lige har kritiseret sit parti.

Det radikale hovedbestyrelsesmedlem Pernille Boye Koch (R) bliver vikar for Uffe Elbæk, når han holder pause fra Folketinget i januar efter postyret, som endte med hans fratræden som kulturminister.

Det oplyser De Radikale.

Pernille Boye Koch markerede sig for tre dage siden med skarp kritik af partileder Margrethe Vestager i forbindelse med forliget om offentlighedsloven i oktober.

- Jeg mener ikke, at folketingsgruppen med Vestager i spidsen, har fremlagt et eneste troværdigt argument for forliget, lød det fra Pernille Boye Koch i lørdags.

Går i ét med taburetten

Dagen efter skrev hun i et debatindlæg i Politiken, at den radikale folketingsgruppe "går i ét med taburetten og spiller magtens spil".

Pernille Boye Koch mener, at hendes parti var i strid med sin egen politik, da det gik med i forliget.

- Kun få uger inden forliget vedtog det radikale landsmøde en resolution, der utvetydigt slog fast, at partiet skulle arbejde imod præcis de indskrænkninger af mulighederne for aktindsigt, der nu bliver virkelighed, skrev hun.

Principper åbenbart ligegyldige

Da De Radikale var i opposition, var partiet kritisk over for et tilsvarende forslag fra den daværende konservative justitsminister Lars Barfoed.

- Nu har vi selv fået magten, og så er principperne om åbenhed, transparens og kontrol med magthaverne åbenbart ligegyldige, lød det fra Pernille Boye Koch, to dage inden hun fik en plads i folketingsgruppen hos det radikale regeringsparti.

/ritzau/

Facebook
Twitter