Vestjyske DF’ere lægger pres på partitoppen: Få gravet de elkabler ned

Flere vestjyske byrådspolitikere fra DF ønsker, at partiledelsen får sat en stopper for nye store elmaster 170 kilometer ned gennem Vestjylland.

I både Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg og Tønder Kommuner frygter borgre og politikere store højspændingsmaster i deres kommune. (Foto: HENNING BAGGER/SCANPIX NORDFOTO 2000) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Folkepartis folketingspolitikere skal få ændret beslutningen om at etablere omkring 500 35 meter høje og 35 meter brede elmaster 170 kilometer ned gennem Vestjylland.

De skal ikke føres gennem luften via elmaster, de skal graves ned.

Sådan lyder ønsket fra nogle af Dansk Folkepartis byrådspolitikere fra de seks kommuner, hvor de store elmaster efter planen skal etableres.

Opråbet kommer, efter energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i aftes i 21.30 TV Avisen meddelte, at han vil starte drøftelser med partierne bag planen om de nye elkabler med henblik på at finde en bedre løsning end at føre dem over jorden i naturen og tæt på boligområder.

Så nu skal Dansk Folkeparti slå til, mener Susanne Dyreborg, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti og viceborgmester i Esbjerg Kommune:

- Jeg håber, at Dansk Folkeparti på Christiansborg nu vil kæmpe for, at el ikke skal være over jorden, men under jorden. Jeg håber, de vil lytte til os, der er ude i kommunerne og er tæt på det, der skal ske, siger hun.

Det håb har hendes partikollega fra en anden af de berørte kommuner også.

- Dansk Folkeparti skal tage til de møder og se, om de ikke kan få gravet så meget af det her ned i jorden, som muligt. Jo mere, der bliver gravet ned, jo bedre, siger Kristian Bøgsted, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Massiv modstand i seks berørte kommuner

Lige nu er planen, at langt størstedelen af den nye el-ledning i Vestjylland skal føres over jorden via store elmaster ned gennem seks vestjyske kommuner.

Det har ført til, at flere byråd samlet har opfordret regeringen og partierne på Christiansborg til at droppe planen, fordi det ifølge dem vil gå udover naturen og borgerne at plastre elmasterne udover deres kommuner.

Nu håber Tina Agergaard Hansen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Varde, at der bliver lyttet til opråbet i de nye drøftelser på Christiansborg.

- Jeg har en forventning om, at når vi sender sådan en indstilling om, at vi helst så de her kabler gravet i jorden, at så tager de det alvorligt, siger hun.

I Tønder Kommune har byrådsmedlem og folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Jan Voss Hansen, mærket den store utilfredshed blandt borgerne med udsigten til store elmaster i landskabet.

Derfor er det en god nyhed, at der kommer nye drøftelser, mener han.

- Jeg håber, at man politisk kan finde nogle løsninger, der kan tilfredsstille borgerne og deres behov. Jeg har været til borgermøde med 400 borgere, som alle sammen havde følelserne uden på tøjet og vil have det gravet ned. Det må man jo lytte til, siger Jan Voss Hansen.

Finansordfører klar til at finde en bedre løsning

På Christiansborg deler finansordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen, begejstringen over, at energiminister Lars Christian Lilleholt nu åbner for at justere planerne for den nye elledning.

- Vi vil selvfølgelig gå til de forhandlinger og se på, hvordan vi kan skaffe en løsning, så vi kan få de her kabler gravet ned i samklang med naturen og de mennesker, der bor på den strækning, siger han.

René Christensen har dog hørt forskellige bud på, hvor mange ekstra kroner der skal findes for at lægge kablerne i jorden i stedet for at føre dem i luften gennem omkring 500 store master. Tidligere har han hørt omkring 2,5 milliarder kroner, nu hører han op mod 4,8 milliarder kroner.

Regningens størrelse skal der være klarhed om, fastslår han.

- De her installationer, som vi plastrer naturen til med, de forskønner jo ikke naturen. Så derfor vil den ideelle løsning være at finde finansiering til at grave det kabel i jorden.

Facebook
Twitter