'Vi sender ikke alt afsted': Danske Leopard-kampvogne bliver endnu ikke sendt til Ukraine

Regeringen er tilsyneladende stadig ikke klar til, at Danmark skal sende Leopard-kampvogne til Ukraine.

Leopard-kampvognen vejer cirka 68 ton og kan køre med op til 60 km/t. Besætningen består ifølge Forsvaret af fire mand. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Selvom både Jakob Ellemann Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) helst ville tale om Danmarks donation af 19 artilleripjecer af typen Caesar-haubitser til Ukraine, så var det et helt andet våben i det danske forsvars beholdning, der fyldte på dagens pressemøde.

Hovedparten af spørgsmålene til de to ministre handlede nemlig om, hvorvidt regering også er parat til at sende danske Leopard-kampvogne til Ukraine.

- Vi ved godt, at Ukraine har brug for alt – som i ­alt – hvad vi overhovedet kan levere til dem. Det er hele tiden en balancegang mellem at sige: ’Vi skal kunne opretholde forsvaret af Danmark samtidig med, at vi skal kunne støtte Ukraine, sagde forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

Men bedømt ud fra dagens pressemøde er der ikke nogen donation af danske kampvogne på vej endnu.

- Vi sender ikke alt afsted, hvad vi har i det danske forsvar. Men vi sender vores samlede artelleri afsted. Og det er rigtigt, at ud af de relativt få kampvogne, vi råder over, jamen der sender vi ikke vores nyeste, mest moderne kampvogne afsted. Det er korrekt.

Danmark råder over 44 Leopard-kampvogne i alt. 14 af dem er dog på nuværende tidspunkt indsat i Estland, mens andre er ved at blive opgraderet hos den tyske producent.

Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen ved dagens pressemøde, hvor de offentliggjorde Danmarks donation af våbensystemet Caesar-haubitser. (© DR Nyheder)

Er det jeres vurdering, at det vil være at gå for langt, hvis vi også donerer Leopard-kampvogne?

- Jeg forstår godt, at der er stor interesse for Leopard-kampvogne, fordi man også taler om kampvognsbidrag fra andre lande. Og kampvogne er nødvendige for at kunne fortrænge en fjende. Kampvogne er meget, meget effektive, svarede Ellemann-Jensen.

- De kampvogne, vi har i Danmark, det er ganske, ganske begrænset. Genanskaffelsestiden på kampvogne er meget, meget lang. Og det er altså også afgørende i forhold til, hvad det er for nogle kapaciteter, vi kan undvære – og hvor længe – i Danmark.

Polske udmeldinger presser Tyskland - og Danmark

Både Ukraines, Ruslands og resten af verdens øjne vil i morgen blive rettet mod miltærbasen Ramstein i Tyskland.

Her er der møde i det såkaldte Ramstein-format, hvor en USA-ledet gruppe på 50 nationer skal koordinere militær støtte til Ukraine.

Ukraine håber, at Vestens forsvarsministre kan blive enige om at donere kampvogne til landet.

Og diskussionen om Leopard-kampvognene, som er blevet kaldt verdens bedste, er blevet endnu mere brandvarm, efter den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, i dag truede med at sende kampvogne afsted til nabolandet Ukraine – også uden tysk godkendelse, som det ellers normalt ville kræve.

Afskibning af Leopard-kampvogne kræver en eksport-tilladelse fra Tyskland, der har produceret dem. Det skyldes, at de er købt af tyskerne, som har en klausul i kontrakten om, at videregivelse af kampvognene skal godkendes.

Enten får Polen tyskernes tilladelse til at sende Leopard-kampvogne afsted, eller også vil de "gøre det rigtige selv". Sådan lød det tidligere i dag fra den polske premierminister, Mateusz Morawiecki. (Foto: © Jakub Kaczmarczyk, Ritzau Scanpix)

Polen er, ifølge landets leder, parat til at sende 14 kampvogne til krigen i Ukraine.

Men Polen er ikke kun i gang med at lægge voldsomt pres på Tyskland. Fra landet bliver der også rettet en pegefinger direkte mod Danmark og andre lande, som også råder over de eftertragtede kampvogne.

- Det vigtigste er, at tyskerne, danskerne, finnerne, franskmændene og andre nationer tilbyder deres moderne kampvogne og tungt udstyr (til Ukraine, red.) hurtigst muligt, lød det i går fra den polske premierminister.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen forventer også, at Leopard-kampvognene bliver et emne på morgendagens Ramstein-møde.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer en diskussion på Ramstein-mødet i morgen omkring det med kampvogne. Og det er også min forventning, at der vil være lande, som vil være klar til at sende kampvogne.

- Det er en kapacitet, som Ukraine er nødt til at råde over, hvis de skal iværksætte en offensiv over for den fjende, som har angrebet deres land.

'Vi står ikke og afviser noget her'

Spurgt direkte om de to ministre kunne afvise, at Danmark kommer til at sende Leopard-kampvogne afsted, svarede Lars Løkke Rasmussen:

- Vi står ikke og afviser noget her. Men vi har taget en konkret beslutning i dag med opbakning fra et enigt Folketing, som danskerne godt kan være stolte ved.

Dagens danske bidrag til Ukraine bliver da også kaldt et både ”markant skridt” og en ”voldsomt stor donation” af DR’s forsvarskorrespondent, Mads Korsager.

- Det er praktisk talt hele det danske artilleri, Danmark med ét slag forærer til Ukraine. Det er et våbensystem, som er det kraftigste og mest langtrækkende, der findes i den danske hær.

Han betegner systemet som noget nær kronjuvelerne i et dansk militærperspektiv.

Men hvis regeringen havde håbet, at donation kunne få snakken om de danske Leopard-kampvogne til at forsvinde, så kan de godt tro om igen, siger Mads Korsager.

Men måske har Danmark købt sig en smule ro ved mødet i Ramstein i morgen.

- Med donationen af Caesar-haubitserne, har Danmark en ”adgangsbillet” til at komme med på mødet i morgen – og også komme derfra med æren i behold. Men det betyder langt fra, at snakken om Leopard-donationer forstummer.

- Behovet for moderne vestlige kampvogne vil stadigvæk være der – og dét behov vil stadig være enormt. Men nu slipper Danmark i det mindste for at bidrage til dén fest – foreløbigt, siger Mads Korsager.

Igen og igen fremhævede Lars Løkke Rasmussen på dagens pressemøde, at Danmark er et af de lande, som hidtil har doneret mest til Ukraine, målt på landets størrelse. Og udenrigsministeren understregede, at det ikke er slut med danske donationer.

- Vi har da en ambition om, at vi forsat skal indtage positionen som et af de lande, der yder mest støtte.