VIDEO Før dagens kasseeftersyn: Se hvad Claus Hjort mente om kasseeftersyn i 2011

Det er et billigt politisk kneb, måtte man forstå på Claus Hjort Frederiksen, da han selv blev udsat for et kasseeftersyn i 2011. I dag kommer han selv med et eftersyn.

Lommeregnerne i Finansministeriet trænger måske til et eftersyn.

I hvert fald virker det til, at de har udviklet en tendens til at komme frem til et helt andet facit for Danmarks kassebeholdning efter et valg end lige før et valg.

Tag nu, hvordan det gik for sig i 2011, da Socialdemokraterne vandt regeringsmagten, og Bjarne Corydon (S) flyttede ind i Finansministeriet. Nu skulle den nye SRSF-regering undersøge, om den tidligere VK-regering havde gemt skeletter i pengeskabet. Om de borgerlige havde sminket økonomien i håbet om at vinde vælgernes gunst.

- Vi foretager kasseeftersynet for at se, om det står endnu værre til, sagde finansminister Bjarne Corydon.

- Det her drejer sig om, hvad der holder. Om man kan regne med det, lød det.

Og da eftersynet var foretaget, og der ifølge samme Bjarne Corydon åbenbarede sig et hul på to milliarder i statskassen, så dækkede hullet - igen ifølge Corydon - over de borgerliges ”ubetalte regninger”.

Hjort i 2011: Det er noget hurlumhej

Men den regneøvelse gav nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke meget for, da han i efteråret 2011 var kommet i opposition.

- Hele det her hurlumhej, de laver med det her kasseeftersyn, skal jo kun dække over, at de skal løbe fra alle de milliardløfter, de har givet i valgkampen, sagde Hjort.

Han gav derefter et indblik i, hvordan de snedigt havde regnet den ud i Finansministeriet: Kasseeftersyn handler groft sagt om at få økonomien til at se dårlig ud og give forgængeren skylden.

- Det er jo sådan et gammelt prokurator-kneb, at når der kommer en ny ledelse, så siger man: "Neeej, jeg blev chokeret over det jeg så”, sagde Hjort dengang og tog sig til hovedet.

Hjort i 2015: Der er en forskel

Om det aktuelle kasseeftersyn i Finansministeriet er genbrug af et gammelt prokurator-kneb står hen i det uvisse.

Claus Hjort Frederiksen kniber sig i dag således uden om med et skriftligt svar. Og det lykkedes derfor heller ikke at spørger finansministeren om, hvorvidt der overhovedet er en chance for, at det aktuelle kasseeftersyn viser, at der er flere penge i kassen end forventet. Over mailen skyder han ansvaret videre til hovedmodstanderen:

- Forskellen er, at Socialdemokraterne lovede guld og grønne skove med Fair Løsning, og de kunne intet levere. Det er desværre typisk for Socialdemokraterne, at de maler et skønmaleri i valgkampe, og når løfterne så skal indfries, lyder mantraet, at der kommer en god løsning i morgen, mens vælgerne får en lang næse. Sådan arbejder vi ikke i Venstre. For os er det vigtigt, at der er styr på økonomien.

Nu er det hele så vendt på hovedet. Og vupti, et nyt kasseeftersyn er blevet annonceret. Kassen vil blive gjort op senere i dag.

Corydon: Intet at komme efter

I dag ser også Socialdemokraterne helt, helt anderledes på verden. Bjarne Corydon, der i 2011 lod forstå, at et kasseeftersyn var af stor væsentlighed for nationen, kaldte forleden det kommende kasseeftersyn for ”en politisk manøvre”.

- Der er bestemt ikke noget at komme efter, når det gælder landets økonomi, forsikrede Bjarne Corydon.

Det er der dog så nok alligevel, vil de borgerlige i den grad mene. På forhånd har regeringschefen Lars Løkke Rasmussen meldt ud, at kassen ikke stemmer efter fire år med Socialdemokraterne i Finansministeriet

- Jeg frygter, at vores værste anelser kommer til at holde stik. Vi påtalte flere gange i valgkampen, at den tidligere regering havde givet løfter, der ikke var dækning for. Det gælder blandt andet Togfonden, afgiftsfritagelsen for elbiler, og der var heller ikke rygdækning for den tidligere regerings højere investeringsniveau, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen præsenterer kasseeftersynet på et pressemøde i Finansministeriet kl. 11 i dag.

Facebook
Twitter