VIDEO Her afleveres 194.022 underskrifter mod Dong-salg

Klokken 9.00 modtog finansminister Bjarne Corydon næsten 200.000 underskrifter mod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.

Klokken 13.00 skal Folketingets Finansudvalg endeligt afgøre, om det meget omstridte salg af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs skal gennemføres.

Men klokken 9.00 modtog aftalens største forkæmper finansminister Bjarne Corydon næsten 200.000 underskrifter mod salget.

De er blevet indsamlet online i løbet af de seneste uger og blev overleveret af underskriftsindsamlingens initiativtager Niels Christian Cederberg, der til daglig arbejder som vært på radiostationen P8 Jazz.

Bjarne Corydon havde ikke tid til at modtage underskrifterne personligt, og derfor måtte Niels Christian Cederberg aflevere dem i ministeriets reception.

Se underskriftsindsamlingens initiativtager Niels Christian Cederberg fragte de 194.022 underskrifter til Finansministeriet ved hjælp af en sækkevogn og aflevere dem i videoen i toppen af artiklen.