VIDEO Meget langt fra Borgen: Elbæk og Ammitzbøll tøjler og læsser hver deres ko

Uffe Elbæk er taktisk smart og tager den rolige ko, mens Simon Emil Ammitzbøll må tage ”det ordentlige lokum”, som han kalder sin ko.

Der er meget langt fra Christiansborgs bonede gulv til kostaldens mudrede ditto.

Det må både Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance og Uffe Elbæk fra Alternativet erkende i aftenens udgave af ’Langt fra Borgen’, hvor de trækker i arbejdstøjet hos en landmand fra Nordsjælland.

Debatten handler om kød, som vi ifølge Uffe Elbæk bør spise meget mindre af, fordi produktionen belaster klimaet. Prisen skal derfor hæves via højere afgifter, mener Elbæk, men Simon Emil Ammitzbøll er lodret uenig og mener, politikere skal blande sig uden om.

Debatten forstummer dog for en tid, da de to folketingspolitikere bliver sat til at tøjle to køer og efterfølgende læsse dem, inden de bliver kørt til slagtning.

- Ej, hvor er du god, Uffe! Man skulle tro, at du aldrig har lavet andet, lyder det undervejs fra Simon Emil Ammitzbøll, der ligesom Uffe Elbæk får kamp til stregen af de to køer.

Se hvem af de to politikere, der klarede ’Langt fra Borgens’ ”ko-udfordring” bedst i videoen i toppen af artiklen, og se ’Langt fra Borgen’ kl. 21.55 på DR1.