VIDEO Pind til Krasnik: Det er en udfordring, at politikere ikke svarer på spørgsmålene

- Mener jeg generelt, at vi har en udfordring med, at politikere ikke svarer på det, som de bliver spurgt om? Ja, det mener jeg, sagde Søren Pind i Deadline torsdag aften.

For knap to uger siden medvirkede Alternativets formand, Uffe Elbæk, i et meget omdiskuteret interview med Clement Kjersgaard.

Uffe Elbæk fik med grovfilen i talkshowet ’Vi ses hos Clement’, og partiformanden var meget utilfreds efterfølgende. Det samme var justitsminister Søren Pind, der bakkede Uffe Elbæk op på Facebook, hvor han redegjorde for sin opfattelse af, at journalister opfatter politikere "som kriminelle" og sig selv "som lovens håndhævere".

Clement Kjersgaard blev kritiseret for blandt andet at afbryde for meget, mens han selv har forklaret, at der ikke er nogen grund til at bringe interviews med landets mest magtfulde mennesker, hvis ikke de svarer på spørgsmålene.

Det fik torsdag aften justitsminister Søren Pind, der gæstede Martin Krasnik i ’Deadline på DR2’, til at erkende, at manglende klare svar fra politikerne er et problem.

- Selvfølgelig er der nogen, der prøver at svare udenom, og selvfølgelig vil man nogen gange helst svare på sin egen måde. Det, synes jeg, egentlig er okay, sagde han.

- Mener jeg generelt, at vi har en udfordring med, at politikere ikke svarer på det, som de bliver spurgt om? Ja, det mener jeg, sagde Søren Pind i Deadline.

Se nogle af højdepunkterne fra interviewet med Søren Pind i videoen i toppen af artiklen, og se hele interviewet i sin fulde længde herunder:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk