VIDEO: Rytteriet siger undskyld på Folkemødet

Satiregruppen Rytteriet siger på Folkemødet på Bornholm undskyld for, at et barnebarn af en sangskriver føler sig krænket.

I sidste uge fik DR en sag på halsen på grund af en penis-sang, som satireduoen Rytteriet står bag.

En af Rytteriets småfrække sange har fået et barnebarn til en komponist til at føle sig så krænket, at han nu lægger sag an.

Og selv om Rytteriet har sagt, at det hele er fis og ballade, og at de på ingen måde ønsker at såre nogle, så kom de her til aften med en undskylding ved at synge den originale sang 'Der er noget i luften' helt uden at bytte luften ud med ordet penis.

Det gjorde de sammen med et kor på scenen.

Vredt barnebarn

Rytteriet er blandt andet blevet populære på at tage kendte sange og sætte ordet penis ind i teksten.

Og i december 2011 lod satireduoen DRs pigekor synge sangen "Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad".

Men her var teksten lavet om til "Der er noget i penis, jeg ved ikke hvad".

- Jeg er fortørnet over, at DR og Rytteriet misbruger 100-årsdagen for sangen til at lave denne fornærmende udgave, sagde komponistens barnebarn Ulf Gregers Andersen til Ekstra Bladet i sidste uge.

Facebook
Twitter