VIDEO Se Løkke love flere penge til klimaområdet i valgkampen

I valgkampen lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flere penge til klimaområdet, men nu gør regeringen tilsyneladende det stik modsatte.

- Ja.

Sådan lød Lars Løkke Rasmussens (V) korte og kontante svar til DR-vært Kåre Qvist, da han i valgkampen i juni blev spurgt, om der skal afsættes flere penge til at dæmme op for klimaforandringerne.

Nu lægger regeringen så op til at gøre det stik modsatte.

Fortrolige finanslovsnotater fra Finansministeriet, som Information har fået fingrene i, viser, at Naturplan Danmark skaleres ned, klimapuljen fra sidste års finanslov tilbagerulles, og puljen til ”grønne ildsjæle” sløjfes. Samlet skal der spares 340 millioner kroner.

Det har skabt stor forvirring på Christiansborg og ramaskrig hos klimaorganisationerne, men ifølge Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen, er det fuldstændig unødvendigt med den slags reaktioner.

Se klippet hvor Lars Løkke Rasmussen svarer "ja" til Kåre Qvist i toppen af artiklen.

V: Boligjobordning klarer den

I valgkampen svarede Lars Løkke Rasmussen bekræftende på, at Venstre ville afsætte flere penge til at dæmme op for klimaforandringerne. Er det ikke det stik modsatte, der sker nu?

- Denne her regering har rent faktisk sat flere penge af til den grønne omstilling i form af en grøn boligjob-ordning på 800 millioner kroner om året, som de samme kritikere af omprioriteringen på 340 millioner ikke ville støtte op om, siger Thomas Danielsen.

Men det er vel ikke alle pengene i boligjob-ordningen, der går til klima, de går jo også til alt mulig andet som for eksempel rengøringshjælp?

- En meget lille del går til rengøringshjælp, men langt størstedelen går til grønne projekter. Derfor er det en ambitiøs plan. Samlet set har vi sat flere penge af end den foregående regering på det her område, og det glæder jeg mig selvfølgelig over, fordi det er på en intelligent måde, hvor de private borgere får nogle grønne løsninger, de får glæde af CO2-mæssigt, men også økonomisk.

- Det er ikke løftebrud

Tror du ikke, der er en masse vælgere, der føler sig snydt, hvis de har stemt på Venstre i tillid til, at man vil modvirke klimaforandringer? Ud fra det Løkke sagde, ser det så ikke underligt ud, at I vil spare 340 millioner kroner på det her område.

- Jamen, vi sparer måske 340 millioner på et område, men tilfører så 800 millioner på andre grønne områder, så at vi laver en omprioritering fra den ene regering til den anden kan ikke komme som en stor overraskelse. Men de kan jo glæde sig over, at vi tilfører penge samlet set på området.

Men det er jo ikke penge, der går rent til at modvirke klimaforandringer. Det er vel en slags løftebrud?

- Det er bestemt ikke løftebrud. Den grønne boligjob-ordning går jo til at energirenovere døre og vinduer og isolering. Det er jo måden, man reducerer CO2-udledningen på og mindsker vores aftryk på klimaet, siger Thomas Danielsen.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) afviser at forholde sig konkret til de lækkede baggrundsnotater om beparelserne på klimaområdet.

- Jeg kender slet ikke dokumenterne, og jeg afventer det endelige finanslovsudspil, før jeg vil udtale mig. Men vi vil fortsat være et foregangsland inden for grøn energi, selvom der kommer besparelser, så vi har intet at være flove over, siger Lars Christian Lilleholt.

Facebook
Twitter