VIDEO Statsministrene: Jobbet gør dig effektiv

Der er kun plads til de allermest nødvendige ting i hverdagen, fortæller Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen.

Der skal passes børn, holdes taler og ja, så skal der holdes styr på hele Danmark. Livet som statsminister kræver en streng dagsorden, en hård disciplin, og der er ikke plads til svinkærinder.

Det fortæller de to tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) i forlængelsen af andet afsnit af “Statsministrene”, der bliver sendt søndag aften på DR1.

- Der er så meget, der skal over bordet hver dag, så du kan ikke bare tygge drøv, siger Anders Fogh Rasmussen (V).

Under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode måtte hun lægge livet om for at passe jobbet.

- Jeg blev meget opmærksom på lange middage og ting, der ikke var nødvendige. Jeg var ikke i biografen og gik aldrig i teateret. Jeg skar alting fra ned til det, som jeg syntes, var det allermest vigtige, siger Helle Thorning-Schmidt.

Udover at skære det unødvendige fra måtte de to statsministre optimere deres arbejdsindsats for at nå til bunds i arbejdsopgaverne.

- Jeg blev rigtig god til at udnytte min tid. Hvis du beslutter dig for at læse et notat og give en tilbagemelding på 20 minutter, så er det den tid, man bruger på det, siger Helle Thorning-Schmidt.

Andet afsnit af 'Statsministrene' bliver sendt søndag aften klokken 20.00 på DR1 og på DR TV. Anders Fogh Rasmussen medvirker mandag klokken 10.03 i 'Statsministrene' på P1. Hvis du har spørgsmål, kan du sende dem til Bjarne Steensbeck på bjst@dr.dk.