VIDEO Støjberg kom i den varme stol hos Krasnik

Regeringens nye integrationsydelse vil få færre asylansøgere til at vælge Danmark, mener integrationsminister Inger Støjborg. Den påstand blev afprøvet hos Martin Krasnik i Deadline.

Se integrationsminister Inger Støjberg i Martin Krasniks varme Deadline-stol. Klik på play.

Den ny integrationsydelse har, siden den blev præsenteret i slutningen af sidste uge, skabt stor debat i og udenfor den politiske osteklokke.

Med en ny asylaftale, der er støttet af partierne i blå blok, bliver ydelsen til nytilkomne flygtninge sænket til et niveau på linje med SU’en - 5.945 kroner om måneden før skat - mod 10.849 kroner i dag. Det vil – påstår regeringen – få færre asylansøgere til at vælge Danmark som endelig destination.

Mandag aften var integrationsminister Inger Støjberg (V) så i den varme stol hos Deadline-vært Martin Krasnik, der spurgte til dokumentationen bag påstanden om, at færre vil vælge Danmark med den sænkede ydelse.

- Der er i hvert fald dokumentation for, at opholdsvilkår betyder noget. Med opholdsvilkår mener jeg alt lige fra ydelserne, som vi i første omgang har taget fat på til – men selvfølgelig også de vilkår, du har, svarede Inger Støjberg.

Støjberg: Nu må vi se

Martin Krasnik fremlagde herefter en række resultater fra internationale undersøgelser. Først fra Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, hvor de konkluderer isoleret om de ydelser, som asylansøgerne kan få som motivation for at vælge et bestemt land:

- Det er farligt at forsimple billedet. Vi aner faktisk ikke, hvor stor en rolle ydelserne spiller for de individuelle beslutninger.

Til det svarer integrationsminister Inger Støjberg:

- Nej, nu vil vi så få det at se. Jeg er helt sikker på, det har en betydning, svarede Inger Støjberg.

Se klippet fra Deadline i videoen i toppen af artiklen.

Ingen forskning viser klar effekt

Også andre forskningsresultater blev bragt på banen. Blandt andet fra rapporten ’Chance or choice’, som Professor Heaven Crawley fra Swansea University og Refugee Council står bag. Professoren konkluderer at:

- Der er intet statistisk signifikant forhold mellem niveauet af sociale og velfærdsydelser og asylansøgninger.

Til det svarer Inger Støjberg, at det er for tidligt at konkludere.

- Men lad os nu se. Jeg har en meget klar overbevisning om, at det har en betydning.

Se hele interviewet fra Deadline herunder:

Se på den samlede pakke

Hvor har du det fra, for briterne siger, de har undersøgt det?

- Det har jeg blandt andet fra Frontex, for de siger, det også har en betydning. Men du bliver nødt til at se den samlede pakke.

Hvor vigtig er spørgsmålet om ydelser så overhovedet?

- Jamen efter min mening så har det en betydning, og det er selvfølgelig derfor, jeg har lagt det her forslag frem, som der nu er et flertal for.

En rundspørge i juni foretaget blandt 200 syriske asylansøgere på tre centre foretaget af TV 2 viste, at faktorer som menneskerettigheder, uddannelsesmuligheder samt familie og venner i Danmark var de tre væsentligste faktorer for, at de pågældende asylansøgere havde valgt Danmark som destinationsland.

Ydelserne blev derimod rangeret som det syvende mest væsentlige punkt. På baggrund af blandt andet rundspørgen konkluderede asylforsker Martin Lemberg-Pedersen fra Københavns Universitet, at påstanden om ydelsesniveau er afgørende for tilstrømningen ”ikke er underbygget i forskningen.”.

Men Inger Støjberg fastholder, at det samlede billede er afgørende for, om Danmark står på toppen af ønskelisten hos asylansøgerne.

- Der må være et eller andet, der gør, at vi er mere attraktive. Mit bud er, at det selvfølgelig er den samlede pakke, men at ydelserne også betyder noget, siger hun.

Undervejs i interviewet udbrød Martin Krasnik Inger Støjberg med kommentaren "det hænger simpelthen ikke sammen":

Støjberg: Havde ikke gennemført, hvis jeg var i tvivl

Det (reduktionen i ydelserne, red.) betyder næsten ingenting?

- Men jeg synes simpelthen bare, vi må se. Jeg er ikke i tvivl om det. Var jeg i tvivl om det, så havde jeg ikke gennemført det.

Du falder tilbage til, at ”vi må se”. Det er det samme som at sige, det her er et eksperiment, for vi aner ikke, hvad der vil ske?

- Nej, for jeg siger jo samtidig med, at jeg mener, at det er den samlede pakke af opholdsvilkår, vi stiller til rådighed – og det er jo også derfor, vi kommer til at stramme andre steder end på ydelserne. Det her er jo ikke gjort med det. Vi kommer til at kigge på permanent ophold. Vi kommer til at kigge på familiesammenføringer, som jeg også tror, har en betydning, siger Inger Støjberg.

Men anerkender du, der er en meget stor usikkerhed?

- Jeg vil være med så langt, så jeg siger, at det selvfølgelig er den samlede pakke af opholdsvilkår, der fylder noget.

Anerkender du, at den halvering, som I nu gennemfører i det, man får som asylansøger om måneden - at konsekvensen af det er højst usikker, når det gælder tilstrømningen?

- Nej, nej. Du får mig ikke til at tage et eller andet prædikat på, hvor man skal vælge, om man synes det er højst usikkert eller man synes, det er usikkert.

Martin Krasnik spurgte også kritisk ind til regeringens sammenligning af flygtninge med danske studerende. Se hvad Inger Støjberg svarede til det herunder: