Vil have Ellemann til at undersøge muligheden, men flere V-borgmestre frygter for konsekvenserne af midterregering

Jakob Ellemann-Jensen står over for at træffe en historisk beslutning på Venstres vegne.

Jakob Ellemann-Jensen og Greves borgmester Pernille Beckmann under valgkampen. (Foto: © Mathias Eis, Ritzau Scanpix)

Før valget den 1. november var der ingen slinger i Venstre-valsen.

Målet var en borgerlig regering under ledelse af Jakob Ellemann-Jensen, og en regering hen over midten i samarbejde med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen kunne ikke komme på tale.

- Nej, vi kommer ikke til at indgå i en regering sammen med Socialdemokratiet. Jeg har ikke tillid til Mette Frederiksen, sagde Jakob Ellemann-Jensen 5. oktober, da valget blev udskrevet.

Nu har tonerne ændret sig.

Mette Frederiksen sikrede sig som bekendt lige netop et flertal ved valget og er nu udpeget som kongelig undersøger - altså den partileder, som i første omgang skal forsøge at danne regering.

Venstre er fortsat med i regeringsforhandlingerne, og i sidste uge lød fra det fra Jakob Ellemann-Jensen foran Marienborg:

- Socialdemokratiet lader til at have flyttet sig i løbet af valgkampen og være mere reformvillige, end man traditionelt har været. Det vil vi bruge den næste tid på at afsøge.

Det blev opfattet som en opblødning, og det store spørgsmål er altså lige nu, om Venstre overvejer muligheden for at gå ind i en midterregering, der vil have Mette Frederiksen som statsminister.

Søg den maksimale indflydelse

Hvis Jakob Ellemann-Jensen søger råd blandt partiets borgmestre, når Venstre i weekenden holder landsmøde i Herning, vil han få at vide, at han skal undersøge muligheden.

Han skal ikke stå fast på den totale afvisning fra valgkampen, men i stedet se, hvor meget Mette Frederiksen er klar til at strække sig for at få den brede regering, hun gik til valg på.

Men han skal samtidig gøre sig bevidst, at det er en skelsættende beslutning, der kan få store og alvorlige konsekvenser for Venstre som parti.

Det fortæller en række Venstre-borgmestre, DR har talt med.

Borgmestrene siger samstemmende, at en mulig Venstre-deltagelse i regering afhænger af det politiske indhold. 'Prisen på grisen', som det kaldes flere steder i Venstre-jargon.

Væk er altså den totale og principielle modstand mod Mette Frederiksen.

Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle, formulerer det på denne måde:

- Jeg synes, man skal overveje det, ja. Jeg synes, det er vigtigt, at man til enhver tid bruger de mandater, man bliver givet i Folketinget, til at søge den maksimale indflydelse på politikken.

I valgkampen stod man meget fast på, at man gik til valg på en ren borgerlig regering og ikke ønskede en bred regering hen over midten. Hvordan kan man så forsvare at indgå i en bred regering nu?

- Meget af det, der bliver talt om i en valgkamp, er inde i et politisk rum. Når man så kommer over i det realpolitiske rum bagefter og skal se, hvordan man kan udnytte sine mandater, så er der en ganske anden situation. Efter et valg har man i Venstre den holdning, at man søger indflydelse med de mandater, man har, siger Vejle-borgmesteren.

Vælgeropbakningen til Venstre er faldet markant de seneste år.

'Skal gøre ondt i hjertet på Socialdemokratiet'

Beslutningen om, hvad Venstre skal gøre, ligger i hænderne på Jakob Ellemann-Jensen. En 'høvdinge-beslutning', som en borgmester kalder det.

DR har talt med en række andre kilder, som fortæller, at Jakob Ellemann-Jensen har bedt om at få en tilkendegivelse fra Venstres Forretningsudvalg om, hvorvidt han kan gå begge veje i forhandlingerne. Altså både sige ja eller nej til gå ind i en regering. Den tilkendegivelse har han fået.

Flere borgmestre rejser dog nu et advarselsflag.

De mener, det kan få store og langtrækkende konsekvenser for Venstre at gå ind i en regering ledet af Socialdemokratiet.

Greves borgmester, Pernille Beckmann, er en af de bekymrede.

- Jeg synes, at sådan en konstruktion er fyldt af dilemmaer. Hvis man bliver fedtet ind i den socialdemokratiske maskine, som vi har kendt, synes jeg, det er en dårlig idé. Det er også en dårlig idé, hvis en ny regering baserer sig på den røde fløjs små partier. Så afhængig af, hvordan setuppet bliver, synes jeg, man skal overveje, hvilken vej man går. Men jeg er ikke udtalt begejstret for det.

Hvorfor er du ikke det?

- Jeg kan være bekymret for, om Venstre på den lange bane kan tåle at være skyggeparti til Socialdemokratiet.

Pernille Beckmann er en af de borgmestre, der ser med bekymring på et muligt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Men kan man undgå at blive et skyggeparti i en regering, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden?

- Ja, det kan man undgå ved at lave noget politik, der gør ondt helt ind i hjertet på Socialdemokratiet. Så handler det også om, hvordan man fordeler ministerierne. Hvilke magtfulde ministerier vil Socialdemokratiet give køb på? Men det er en samlet pakke, man skal kigge på, for at vurdere, om det er en god idé. Hvis pakken er for lille, så er det en voldsom dårlig idé, siger Pernille Beckmann.

Hun peger på ydelser, integration og fordeling af gymnasieelever som områder, hvor Venstre kan få så store indrømmelser, at det vil gøre rigtig ondt på Socialdemokratiet.

Hårdt og ubarmhjertigt at tage ansvar

Læsø-borgmester Tobias Birch Johansen mener, det ville være godt for Danmark med en midterregering i den tid, som er lige nu. Men det er ikke det samme, som at det vil være godt for Venstre.

For man kan ikke se bort fra, at Venstre fik en kæmpe lussing af vælgerne ved valget og gik tilbage fra 43 til 23 mandater i Folketinget.

- Lige nu er der ikke råd til at svække partiet yderligere. Tidligere har der været situationer, hvor vi har stået rigtig stærkt, og hvor det godt måtte koste lidt at presse Danmark i den rigtige retning. Det mener jeg ikke, vi har råd til lige nu.

- Det er vigtigt, vi kommer tilbage med flere mandater i Folketinget. Det vil sige, vi skal have nogle flere vælgere til at pege på Venstre, og det er ikke nødvendigvis, at regeringsmagt er med til at hjælpe i den retning. Det kan også være upopulært at sidde i regering.

- Det er altid hårdt at tage ansvar. Det kan være ubarmhjertigt, og det kan i værste fald koste en livet, siger Tobias Birch Johansen.

Pas på, Ellemann

Det er en analyse, som borgmester Søren Smalbro fra Hjørring deler.

- Det ser ud til, at danskerne har nikket ja til en regering med Mette Frederiksen i spidsen, og her synes jeg, at Venstre bør holde sig ude. Men jeg anerkender, det er svært, og jeg er klar til at bakke op.

- Der er også en frygt for, at hvis man går ind i et regeringssamarbejde, hvor man er det lille parti, så kan man godt komme forslået ud på den anden side.

Du er bange for, at flere vælgere vil forlade V, hvis man indgår i en regering?

- Det er min frygt, ja. Jeg hælder mest til, at Venstre skal stå sig som et stærkt og ansvarligt oppositionsparti, der er klar til at tage ansvar, når der er valg næste gang.

Og hvis du havde Ellemanns øre lige nu, hvad ville du så råde ham til?

- Så vil jeg sige til ham: 'Pas på.'

Venstres borgmester i Brønderslev, Mikael Klitgaard, pointerer, at det også er muligt at lave brede aftaler hen over midten uden at sidde i en regering.

- Man skal ikke gå i regering bare for at få ministerbiler. Venstre har altid været dygtige i oppositionen, fordi vi er klar til at indgå forlig og indgå gode løsninger. Så det er ikke et must for mig at komme i en regering, siger han.