Vil lynopføre 1.000 nye studieboliger i København: Støtter at misbrug stoppes

Boliger til studerende ender ofte som dyre familieboliger.

De 164 studieboliger i containerstabler stod klar i sommeren 2018. Ikke en eneste af dem er i øjeblikket ledig. (© CPH Village)

Det er helt rimeligt, at politikerne på Københavns Rådhus nu vil have strammet loven for at forhindre, at nye studie- og ungdomsboliger bliver en pengeautomat for private boligspekulanter.

Det mener Frederik Noltenius Busck, medstifter af CPH Village, der har bygget 164 midlertidige studieboliger af gamle shippingcontainere på Refshaleøen - og som har planer om at bygge 1.000 nye studieboliger i hovedstaden inden for et år.

- Vi støtter, at man får lukket hullet. For som reglerne er nu, kan man ikke gardere sig imod, at private udlejere tager andre end studerende ind, selvom de har fået lov til at bygge boliger på lempelige vilkår. Og det er stik imod vores koncept.

Indtil videre er det kun private, der kan få tilladelse til at opføre midlertidige studieboliger. (© CPH Village)

Politikerne i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation skal til efteråret stemme om en kommuneplan, der lægger op til, at der gives grønt lys til 12.000 nye ungdomsboliger - almene og private - inden for kommunegrænsen.

Derfor har overborgmester Frank Jensen (S) og fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) skrevet til boligminister Kaare Dybvad (S), at der er brug for en lovændring, så kommunen kan stoppe fremtidigt misbrug af reglerne.

- Når vi lægger op til en fordobling af antallet af ungdomsboliger, vil vi gerne sikre os, at ungdomsboligerne også i fremtiden rent faktisk bliver lejet ud til studerende og ikke sælges som små, dyre familieboliger, siger Frank Jensen.

Ingen 'lykkeriddere'

I øjeblikket står der omkring 5.500 personer på venteliste til en af CPH Villages boliger.

Frederik Noltenius Busck fortæller, at CPH Village helt bevidst sorterer i ansøgerne, så de samlet afspejler uddannelsessystemet - lige fra erhvervsuddannelser til videregående uddannelser.

- Vi har for eksempel en møbelpolstrer, der deler bad og toilet med en atomfysiker. Og det er fordi, vi har besluttet at have en divers sammensætning af beboere. Det giver en særlig dynamik, når håndværkere bor dør om dør med CBS-studerende og arkitekter omgås sygeplejestuderende, siger han.

CPH Villages koncept omfatter fællesspisning og sociale arrangementer som politiske debatter og live-musik. (© CPH Village)

For at komme i betragtning til en af boligerne, skal man klikke og skrive sig gennem en ansøgningsformular på CPH Villages hjemmeside. Og den er med til at sortere uvedkommende fra, fortæller Frederik Noltenius Busck.

- Vi får faktisk ikke så mange henvendelser fra det, jeg vil kalde lykkeriddere. Men jeg tror også, det er, fordi vi ret tydeligt giver udtryk for, at man skal være studerende for at bo hos os.

- Man kan ikke rigtig omgå reglerne. Og vi tjekker hvert år ved studiestart, om folk er indskrevet på det studie, de angiver, at de går på.

Snublede ind i byggebranchen

Frederik Noltenius Busck og Michael Plesner mødte hinanden i 2007, da de studerede henholdsvis statskundskab og økonomi og havde en fælles interesse inden for grøn studiepolitik.

Ideen til CPH Village opstod syv år senere, da makkerparret blev enig om, at de ville starte en virksomhed, der kunne være med til at løse samfundsproblemer.

- Vi var et par bæredygtighedsnørder, der ligesom snublede ind i byggebranchen. Vi undrede os blandt andet over, hvorfor man generelt bygger som om man ved, hvordan verden ser ud om 100 år. Det var sådan, vi fik ideen om at skabe fleksible boliger, der kan flyttes på og ændres, siger han.

Det krævede dog en større lobbyindsats på Christiansborg at gennemføre ideen om at leje gamle skibscontainere ud til studerende på det nedlagte B&W-skibsværft på Amager.

CPH Village har til huse på Refshaleøen, hvor skibsværftet Burmeister & Wain, B&W, lå frem til sin konkurs i 1996. (© CPH Village)

Tilladelsen kom i 2017, da planloven i København blev ændret, så man måtte bygge midlertidige boliger, som kan huse studerende i op til 10 år.

CPH Village venter lige nu på grønt lys fra kommunen til at opføre 200 nye midlertidige studieboliger af træmaterialer på en gammel DSB-grund ved Enghavevej på Vesterbro, som ansøgerne allerede kan skrive sig op til.

- Vi oplever, at der er en politisk vilje til at skabe de her boliger på lempelige vilkår. Men vi synes også, at forvaltningen hænger lidt i bremsen, siger Frederik Noltenius Busck.

Han og makker Michael Plesner har allerede øje på to grunde i København til yderligere 800 studieboliger, som skal opføres inden for et år, men indtil videre er placeringen en hemmelighed.

Facebook
Twitter