Vilde dyr i manegen: Flere partier vil forbyde elefanters cirkusnumre

Enhedslisten, SF og Alternativet står bag forslaget om at forbyde vilde dyr i omrejsende cirkus.

Står det til Enhedslisten, SF og Alternativet, skal Cirkus Arena sende sine tre elefanter på pension, ligesom andre cikusser kan glemme alt om at få vilde dyr som søløver og zebraer i manegen.

De tre partier står nemlig bag et beslutningsforslag, der bliver fremsat for Folketinget i dag, og som skal forbyde alle vilde dyr i omrejsende cirkus.

- Det hul i lovgivningen skulle vi have lukket for lang tid siden. Grundvilkårene for vilde dyr i et omrejsende cirkus kan aldrig blive acceptable, siger ordfører for dyrevelfærd hos Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding.

De tre røde partier møder opbakningen til forslaget fra Dansk Folkeparti.

- Vi er helt imod vilde dyr i cirkus, så det kan vi kun støtte op om. Hvis vi lige præcis taler elefanter, så skal de knækkes psykisk for at kunne bruges for at optræde, siger partiets dyrevelfærdsordfører, Karina Due og fortsætter:

- Der er to problemer i det. Dyrevelfærden er simpelthen ikke i orden for vilde dyr i cirkus. De er i deres vogne i alt for lang tid, og når de endelig kommer ud, er det på et lille stykke græs med en kort snor. Og hvert år er der elefanter, der bryder ud. Det er bare et spørgsmål om tid, før det går galt.

Sidste land i Norden

Med Dansk Folkepartis opbakning er der lys for enden af tunnelen for de vilde dyr, mener Christian Poll, dyrevelfærdsordfører for Alternativet, selvom DF's støtte ikke i sig selv er nok til at danne et politisk flertal for beslutningen.

- Men hvis ikke der er flertal, så kan vi i første omgang få debatten om det. Hvis ikke det kommer nu, så er jeg sikker på, at forbuddet kommer senere, siger han.

I Sverige blev der behandlet et lignende forslag i starten af året, og der blev de svenske politikere enige om, at elefanter og andre vilde dyr ikke skal være en lovlig del af underholdningen blandt klovne, trapez-dansere og tryllekunst i manegen.

Det er mere end 50 år siden, at det blev forbudt at have rovdyr i cirkus, men tre pattedyr - elefanter, søløver og zebraer - er undtaget fra den lov.

I Finland har elefanterne i cirkus-savsmuldet været forbudt i flere år, og Norge indførte et lignende forbud i 2016.

Derfor er Danmark også ved at være det sidste land i Norden, hvor elefanter stadig bliver brugt i cirkus.

- Vi har ventet og ventet, mens land efter land, fra Rumænien til Sverige, har vedtaget et forbud mod cirkuselefanter. Tendensen i Europa har været tydelig de senere år, så derfor har vi undret os såre, siger Gitte Buchhave, direktør i interesseorganisationen World Animal Protection.

Facebook
Twitter