Villy Søvndal: Det er svært at være nogen

Med et sprogligt lån fra Dan Turèll erkender Villy Søvndal på Facebook, at både SF og regeringen går gennem en svær tid

Villy Søvndal erkender, at det kunne gå bede for SF og regeringen.

- Det er ikke nemt at være nogen, siger Dan Turell et sted. Det tror jeg der er mange der kan nikke genkendende til i disse dages dansk politik – fra partiforeningerne til ministerierne.

Sådan indleder SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal, et åbent brev på Facebook om partiets og regeringens kvaler.

Meget af den kritik, regeringen får er helt fair, erkender Søvndal. Men der er også 'en del plattenslageri'.

Men regeringen forsøger nu, skriver Villy Søvndal, at vende supertankeren Danmark.

Og det er ikke let, fortsætter SF-formanden, efter ti år med 'VKO's skattelettelser i toppen'.

'Jeg er den samme Villy'

Et udsagn mange i SF's bagland nok vil undre sig over, efter regeringens skatteaftale med højrefløjen om netop topskattelettelser.

Men, understreger Søvndal:

- Jeg er grundlæggende den samme Villy Søvndal som jeg altid har været. Vi deltager bare i et andet spil, på et andet niveau, og i en anden virkelighed nu.

Nemlig en virkelighed, hvor SF ikke længere er i opposition, men i regering.

Ikke et ord om Özlem eller skat

Søvndal erkender, at langtfra alle fødder er blevet sat rigtigt.

- Så i sandhed – det er ikke let at være nogen. Derfor forstår jeg også godt at der er mange i SF som synes, at det har været nogle lange og hårde måneder. Og jeg forstår godt hvorfor frustrationerne sidder uden på tøjet nogle gange, skriver Villy Søvndal til SF'erne og 'Facebook-følgerne'.

Villy Søvndal vil måles på forskellen til VKO - ikke på forskellen på S-SF-alliancen, som den så ud før valget - for den blev ikke valgt alene.

Der er i Søvndals åbne brev til godt de 100.000, der følger ham på Facebook, ikke et ord om skatteaftalen med VK eller om SF'eren Özlem Cekic, der afviser at stemme for aftalen.

I stedet opfordrer SF-formanden til at holde sommerferie.