Villy Søvndal vil være borgmester i Kolding

Intet er givet på forhånd, men den tidligere SF-formand vurderer, at borgmesterposten er inden for rækkevidde.

Villy Søvndal har tidligere siddet i byrådet i Kolding. Det gjorde han fra 1982 til 1994. (Arkivfoto) (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Tidligere udenrigsminister og formand for SF, Villy Søvndal, fortæller til TV SYD, at han vil gå efter borgmesterposten i Kolding Kommune.

Han mangler bare at få det sidste på plads, før han officielt melder sig som kandidat til kommunalvalget i 2021.

- Kandidaturet bunder i, at jeg har fået mange henvendelser fra folk, der gerne ser mig som borgmester i Kolding Kommune. Personligt synes jeg også selv, at Kolding trænger til flere og nye visioner for, hvor man gerne vil hen, siger han.

Sidder i regionsrådet

Villy Søvndal forlod kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune for 26 år siden. Han sad som medlem fra 1982 til 1994, indtil han blev valgt til Folketinget.

I øjeblikket sidder den 68-årige Villy Søvndal som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark.

- Der er ikke noget, der er givet på forhånd, men jeg vurderer, at borgmesterposten er inden for rækkevidde, siger han til TV SYD.

- Det vil selvfølgelig være naturligt for SF at samarbejde med Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten i forhold til en borgmesterpost, men jeg kommer ikke til at udelukke et samarbejde med andre partier også. Jeg kommer ikke til at føre snæver blokpolitik, fortæller han.

Tidligere skrev vi, at Villy Søvndal kom i Folketinget for 16 år siden. Det er rettet til 26 år.

/ritzau/

Facebook
Twitter