Virksomheder risikerer gabestok

Hvis private og offentlige virksomheder skriver under på regeringens nye charter om flere kvinder i ledelsen og ikke lever op til målsætningen, så falder mors hammer. De bliver hængt ud på Ligestillingsministeriets hjemmeside.

Ligestillingsminister Karen Jespersen vil hænge de firmaer, der ikke lever op til deres egen målsætning ud på en elektronisk gabestok på hjemmesiden. (© DR)

Gode hensigter er ikke tilstrækkeligt, hvis private virksomheder og offentlige organisationer vælger at skrive under på regeringens nye charter, der forpligter dem til at arbejde for flere kvinder i ledelsen. Skaber de ikke resultater, vil de blive hængt ud til spot og spe på en offentlig hjemmeside, skriver Politiken søndag.

- En slags gabestok, siger ligestillingsminister Karen Jespersen til Politiken. Ministeren har i samarbejde med fem private virksomheder og fem offentlige organisationer udviklet en strategi på syv punkter for at få flere kvinder ind i ledelsen af Danmark. De ti virksomheder og organisationer har allerede skrevet under, og målet er at få 90 mere med inden 2010.

De bliver tjekket hvert tredje år

Virksomhederne får tre måneder til at udvikle en strategi, som de skal sende ind til Ligestillingsministeriet.

- Men det stopper ikke der, fastslår ministeren, der agter at tjekke virksomhedernes resultater hvert tredje år. Lever de ikke op til deres egen målsætning, bliver de hængt til tørre på ministeriets hjemmeside.

Vi er på linje med Malta og Cypern

Baggrunden for Karen Jespersens initiativ er nedslående. Når det gælder kvinder på samfundets høje poster, ligger Danmark som nummer 63 i en statistik, som den uafhængige organisation World Economic Forum har udarbejdet om køn.

Ifølge EU's statistik om samme emne, er det kun Cypern og Malta, der har en ringere placering end Danmark blandt de 27 EU-lande. I Danmark er kun 4,5 procent af topledere i den private sektor kvinder, skriver Politiken.

Facebook
Twitter